En beretning om bukkejagt ved Ilow, Polen.

Det var i januar 1999. Min jagtkammerat Knud og undertegnede var blevet enige om at tage til Polen til bukke-premieren i maj. Knud’s jagtkammerat Erik ville med. Knud ville gerne tilbage til et revir som han og en anden jagtkammerat havde været på sidste år, idet han her havde haft gode oplevelser. Arrangøren var et for mig uprøvet lille bureau. Mit foretrukne rejsebureau var, og er det stadig, beliggende på sydfyn. Men, man skal jo prøve noget nyt en gang imellem, så hvorfor ikke give det lille bureau en chance. Og når man havde gode referencer, kunne det vel ikke gå helt galt. Bureauet var da også ca. 10% billigere end mit foretrukne. Ulempen var så, at vi skulle næsten helt til Warszawa til en lille by Ilow beliggende tæt ved floden Wisla. Så var det sparede nok brugt til benzin ! Indkvarteringen skulle være samme sted som sidste år, på et nyt hotel ca. 15 km. fra Ilow. Her var der bevogtet parkeringsplads, hvilket var et absolut krav fra min side, da jeg skulle køre og lægge bil til. Altså: 3 jægere, ca. 15 bukke, svin, 4 dages jagt, samt indkvartering på navngivet hotel.

Bekræftelse, kørselsvejledning til hotellet, aftale om møde med jagtførerne 1. aften på hotellet kl. 19:00, voucher, samt alt det øvrige blev modtaget, og rejse og bukke-depositum blev betalt. Nu var der kun tilbage at vente på d. 10. maj, hvor vi skulle af sted.

Vi forlod Danmark omkring midnat for at være fremme i god tid, og efter mange timers kørsel på de dårlige veje i Polen, ankom vi til hotellet. Det så godt ud. Bilen blev sat bag lås og en bistert udseende mand og hans Dobermann holdt øje med, at der ikke kom mistænkelige personer ind på pladsen. Alle pakkenelikkerne ud af bilen og ind på hotellet. Jeg forklarede hvem vi var, og lagde hotel-voucheren på skranken. Receptionisten kiggede uforstående på os, så på voucheren, og igen på os, hvorefter hun sagde en masse på Polsk. Så langt mod øst hjalp hverken engelsk eller tysk.

Øjeblikket efter forsvandt hun med voucheren, og en slipseklædt herre dukkede frem fra de bagvedliggende gemakker, lagde voucheren på skranken, trak på skuldrene, rystede på hovedet, sagde et par polske ord, og rakte os nøglerne til 3 værelser !

Glade var vi, og få minutter efter var vi indkvarteret i de nydeligste værelser. Vi var dog hurtige nede i restauranten igen, for vi var glubende sultne. Vi havde ikke fået fast føde siden morgenmaden i Tyskland, og nu var det midt på eftermiddagen. Tournedos’er med alt tilbehør. Det var godt, og det kostede næsten ingen penge. Det lovede virkelig godt for det videre ophold. Op på værelserne igen og under dynen i 3 timer, så vi kunne være friske til vores første pürsh efter svin om aftenen. Bukkejagten startede først næste morgen. Herligt !

Vi mødtes i receptionen lidt før 19:00, klar til at gå på jagt. 19:15 var der ikke kommet nogen for at hente os, men vi slog det lidt hen. 19:30 var der heller ikke sket noget, og bedre var det ikke blevet 20:00.

Nu måtte der ske noget, så vi ringede hjem til bureau-chefen. Det forstod han ikke, og han lovede at tage kontakt til jagtføreren når hans polsktalende medarbejder kom hjem i løbet af aftenen. På spørgsmålet om, hvad vi så skulle foretage os i mellemtiden, blev han os svar skyldig.

Hurtig rådsslagning. Knud mente nok, at han kunne huske vejen til jagtførerens (chefens) hus, så vi blev enige om, at begive os på vej. Så sparede han da tiden til at hente os. Vi fandt hurtigt huset, men han var ikke hjemme. Det var hans søn imidlertid, en flink ung mand først i tyverne som kunne en lille smule engelsk. Han var lidt uforstående over at vi kom, men efter at have hørt på os, bød han os indenfor for at vente på faderen. Faderen var i skoven for at kigge bukke ud sammen men en hjælper! Det var mærkeligt syntes vi, vidste de ikke at vi kom og skulle på jagt ? Det vidste sønnen ikke noget om.

Efter mørkets frembrud kom de endelig, og stor var deres forbavselse over at se os sidde i stuen, klædt på til jagt.

Vi havde ingen tolk, så det var lidt svært at kommunikere, idet chefens tyske gloser var meget begrænsede. Med sønnens hjælp fik vi dog forklaret at vi i henhold til vore papirer (som vi viste frem) skulle på jagt.

Det afslog faderen (chefen) helt kontant, idet vi efter hans oplysninger var kommet et døgn for tidligt. Han var urokkelig, men mente at det var blevet for sent på dagen til at diskutere den slags, så nu ville han vise os hvor vi skulle bo. Vi skulle blot følge efter, det var kun ganske få km hen ad vejen.

Under meget postyr og vanskelige forklaringer og gentagelser på både tysk engelsk og dansk fik vi ham forklaret, at vi var indkvarteret, og godt tilfredse med det. Vi viste ham igen papirerne med hotellets navn, datoer mm.

Han var stadig urokkelig. Hvis vi ikke ville bo hvor han anviste os, var der ingen jagt. Basta, slut, finale!

Nu blev jeg for alvor hed om ørerne. Så tror da pokker at de var så uforstående på hotellet. Polakkerne havde simpelt hen ikke reserveret noget til os !

Fat i telefonen igen og kontakt til bureauet i Danmark.

Jah, øh, -vi blev jo nok nødt til at føje polakkerne hvis vi ville på jagt, var beskeden herfra !

Der var åbenbart ikke meget styr over tingene her.

Kort rådsslagning igen. Nu var vi kørt 1000 km for at komme på jagt, så vi valgte at føje polakkerne, men: kontakt til bureauet for tredje gang og fremsættelse af krav om kompensation for manglende pürsh og problemer med indkvartering.

Tilbage til hotellet, rømme værelserne, checke ud og betale, og efter Polakkerne i bil. Der var langt. Pludselig var vi der. Et lille hus med indkørsel direkte til hovedvejen.

Hm, -hvad med bil og garage?

Ja det havde de ikke noget af, men jeg kunne parkere inderst i indkørslen med en polsk bil foran. Så ville der ikke ske noget!

Ind i huset og få anvist et 3-sengs værelse, og så ned i dagligstuen for at aftale næste dags jagt.

Første spørgsmål fra polakkerne var: ”Hvilke 2 af jer er jægere og hvem er ledsager”. Nu var jeg for alvor ved at gå ud af mit gode skind. Vi fik dem belært om, at vi alle var jægere og ville på jagt, og at vi havde bestilt ca. 15 bukke, samt alle de svin de kunne opdrive. Den tyggede chefen lidt på, hvorefter han gjorde opmærksom på, at det blev der ikke noget af, idet de kun havde 2 jagtførere, og max. 8 bukke til afskydning!

Så sad vi der, og nu var gode råd dyre !

Kontakt til bureauet for fjerde gang. Nu var den polsktalende medarbejder kommet hjem, og efter en lang snak mellem hende og jagtføreren var der enighed om, at der skulle findes en jagtfører mere, og så måtte vi se hvor mange bukke de kunne finde. Vi spurgte om hvornår tolken kom, men det kendte de ikke noget til. De havde ikke bestilt nogen !

Så i seng. Klokken var over midnat og vi skulle på jagt næste morgen. Jeg var godt gal i skralden. Knud forsøgte at glatte ud, han følte nok lidt ansvar, idet det jo var ham der havde anbefalet både bureau og dette mystiske sted. Erik sagde ikke noget, idet han ikke havde nogen forventninger. Det var nemlig hans første tur til Polen.

Op næste morgen og på jagt. For mit vedkommende en begivenhedsløs morgen uden at se noget vildt. Heller ikke så mærkeligt, for jeg havde åbenbart fået den ekstra jagtfører som de havde fremskaffet i løbet af natten. Han var midt i tresserne og var kæderyger. Det har efter min mening ikke så forfærdeligt meget at sige. Jeg har selv røget en del og har skudt en del vildt med en cigaret liggende og ulme i skovbunden. Nej, problemet var, at cigaretterne fik ham til at hoste, harke og spytte i én uendelighed. Vores fremfærd kunne høres mindst 1 km foran os i terrænet.

Nå, han skal måske lige vænne sig til den friske luft, og måske har han lidt problemer om morgenen. Det bliver nok bedre i aften, -tænkte jeg.

Knud skød en buk denne morgen. Erik hverken så eller nedlagde noget.

Det blev ikke bedre om aftenen. Det var som at gå på jagt med en kronisk astmatiker midt i hans livs anfald ! Det duede slet ikke og kunne ikke fortsætte sådan. Jeg foreholdt chefen sagen, og efter megen parlamenteren indvilligede han i, at jeg fik en anden jagtfører næste morgen.

Der blev ikke nedlagt noget vildt den aften.

Næste morgen viste det sig, at det nu var Erik der skulle trækkes med astmatikeren. Chefen havde blot byttet om på os. Jeg var lidt led ved situationen og havde lidt ondt af Erik, men slog mig til tåls med, at ”enhver er sin egen lykkes smed”. Afsted på jagt. Min jagtfører havde forstået at jeg var den ”utilfredse” og ville gerne vise mig noget helt specielt. Vi kørte ned til en eng og parkerede det russiske krigskøretøj i kanten af denne. Pürsh hen over engen og ind gennem et stykke mose med så mange myg, at det var næsten umuligt at se en meter frem. Halvvejs gennem mosen manede han til forsigtighed med tegn og vink. Riflen var klar. Det lå i luften at her var der muligheder for buk. Spændingen var intens. To skridt ad gangen og derefter stille eftersyn af terrænet. Han vidste noget om pürsh. På min hvisken om hvad vi jagede svarede han ”kein problem”. Det skulle senere vise sig at være det meste af hans tyske ordforråd. Videre i langsomt tempo indtil vi kunne skimte engen på den anden side af mosen. Lidt længere endnu. Op med kikkerterne og granske engens halvlange græs igen.

Vi fik øje på bukken samtidig. Den sad i græsset med kun halsen og hovedet synligt. Pæn buk. Afstand max. 70 m. Skydestokken op og riflen klar. ”Schiessen” sagde polakken. Nix, sagde jeg, og forklarede ham med tegn at den skulle op at stå først. Jeg skyder ikke sovende bukke. ”Kein problem” sagde manden og fløjtede kraftigt samtidig med at jeg holdt øje med bukken gennem sigtekikkerten med sikringen slået fra. Belært af mange års bukkejagt betragter jeg aldrig et potentielt bytte på skudhold gennem håndkikkerten. Chancen skal udnyttes første gang den opstår, og en håndkikkert rækker ikke langt !

Fløjtet anfægtede ikke bukken. Flere fløjt. Ingen reaktion. Et par klap i hænderne fik dog bukken til at vejre lidt med hovedet, -og de små nakkehår rejste sig på mig. Den så stor ud. Henvendt til jagtføreren hviskede jeg ”sehr, sehr grosser Bock”. ”Kein problem” svarede han, -ja hvad havde jeg forventet !

Fokus på bukken igen og flere klap i hænderne. Nu kunne det være nok. Bukken drejede hovedet og kiggede direkte på fredsforstyrrerne, -os. Hvis mine nakkehår ikke strittede, så kom de til det nu. Jeg blev helt tør i munden, og hjertet slog et par ekstra slag. Der var helt sort mellem ørerne på bukken. Den gamle talemåde om at den havde to ølflasker mellem ørerne kom helt til sin ret. Aldrig nogen sinde havde jeg set noget lignende. Og jeg har faktisk set og nedlagt et par stykker. Også de af store.

Jeg vurderede hurtigt situationen, sikrede riflen og lukkede klapperne på kikkerten. Polakken grinede, klappede skydestokken sammen og sagde ”sehr, sehr grosser Bock”. Bukken trissede stille hen over engen og væk var den !

Puh,- havde bukken rejst sig på første fløjt uden at vende hovedet mod os, tja, så havde jeg været et sted mellem elleve og tretten tusinde kroner fattigere nu ! Det var nu ikke lige det jeg var kommet for.

Her skal jeg skynde mig at indskyde, at jeg ikke er decideret trofæjæger. Jeg sætter kvaliteten af jagten og pürchen væsentligt højere end størrelsen på trofæet, dog skal vildtet selvfølgelig være jagtbart for at give udfordringer på pürsh.

Det var da en oplevelse der var værd at berette, og kammeraterne fik også historien flere gange den formiddag.

Knud skød en überlaufer denne morgen. Erik så ingen bukke.

Grundet jeg endnu ikke havde skudt buk skulle jeg have chefen som jagtfører om aftenen. Knud fik så ham jeg havde haft i mosen om morgenen. Erik skulle så have chefen i morgen aften. På den måde mente polakkerne at sol og vind blev delt lige mellem os.

Af sted igen om aftenen. Astmatikeren var nu skiftet ud med en yngre model der virkelig vidste noget om jagt. Det var godt for Erik.

Jeg kørte med chefen i Pajeroen, og det gik over stok og sten. Det var autopürsh, som jeg er inderligt modstander af. Jagt foregår til fods i min verden. Det forstod chefen ikke et ord af. Aftenen var resultatløs for mig.

Erik skød en buk. Mens vi stod og betragtede bukken fortalte Erik, at jagtføreren havde  været meget påtrængende med ”schiessen”, ”schiessen”, og da det var første buk han havde for, skød han den. Det var en årsbuk i bast. Hans første polske buk. Det var synd for Erik.

Så kom Knud hjem med et svedigt grin om læberne.

Hvad nyt ? –spurgte vi.

Æh,- øh, -jeg har skudt en buk !

Ja, og hvad så, hvor er den, må vi ikke se den ?

Æh, øh, hm, hmm, -den er ikke med hjemme, men, men den er god nok, hviskede han mens han trak os til side, -som om polakkerne kunne forstå dansk !

Hvad mener du med det ?

Jo ser i, vi gik ned i mosen hvor du var i morges, og her tilbød jeg sådan lidt, hmm, privat afregning hvis jeg kunne skyde den store. Det kunne polakken ikke stå for, så nu hænger den i en stald ikke så langt herfra. Den er stor. Helt sikkert guldmedalje. Vi kan hente den i stalden når vi kører hjem i overmorgen.

Her hoppede remmen af for mig. Undervejs til Polen havde vi givet hinanden ord på, at sådan noget ville vi ikke være med til. Det ligger mig fjernt, og jeg er hundeangst for tolderne når vi skal ud af landet igen.

Og nu stod min jagtkammerat og bad mig smugle en guldmedaljebuk ud af landet i min bil. Jeg vidste ikke om jeg kunne tro mine egne ører, og bad ham fortælle historien igen.

Jo,- det var rigtig nok !

Samme aften holdt polakkerne en lille fest for os i skoven med grill og vildsvinesuppe kogt på überlauferen fra i morges.

Jeg behøver vel ikke at nævne, at der ikke blev vekslet mange ord mellem mig og Knud den aften.

Næste morgen gik det igen afsted i Pajeroen, og jeg skød to bukke efter at være gledet ud af bilen ved lav fart. Tja, det er nu ikke min stil, men som sagt, - vi havde kørt 1000 km, og allerede været en del igennem. Mildt sagt, -så hvad fa…., noget skulle der jo ske for at det hele ikke gik op i hat og briller. Polakkerne skulle heller ikke have mulighed for at skrive i protokollen at vi havde haft vildt for, men ikke havde udnyttet chancen. Det var er par pæne bukke i deres bedste alder.

Turens samlede resultat blev 6 bukke og 1 überlaufer. Ikke meget for 3 personer i 3 1/2 dag. Der var simpelt hen ikke bukke nok, og jagtførerne og organisationen var jo ikke ligefrem de bedste. Mildt sagt.

Som kompensation for al postyret fik vi hver kr. 840,- tilbagebetalt fra bureauet efter hjemkomsten. Det er og bliver ikke andet end et lille plaster på såret. Den dårlige oplevelse har vi jo haft. Den kan der ikke ændres på.

Bureauet er efterfølgende blacklistet hos mig. Så dårlig organisation og opbakning når problemer opstår i udlandet ønsker jeg ikke at opleve igen.

Rejsens stort set eneste positive indslag var faktisk maden i vores ”nye” indkvartering. Den var super og rigelig. Men det har den jo været de fleste steder i Polen hvor jeg har været på jagt.

Vi kom godt hjem og bukken fra mosen er senere opmålt til en meget flot guldmedalje.

Knud er stadig af den opfattelse, at det var en kanon tur vi havde, og intet vil kunne få ham til at ændre mening. I dag tager Kund og jeg ikke på jagtrejser sammen mere. Vores opfattelse af hvad god jagt og gode oplevelser er, er simpelt hen for forskellig til at det kan lade sig gøre. Nogen måler jagtoplevelser i gram og stk., andre i oplevelser og kvalitet. Sådan er vi jo så forskellige.

Men en uforglemmelig oplevelse, det var det !