Sicilien 2014

På Sicilien vil alle kunne finde ”deres” sted, uanset hvilken ferieform man er til. Og skulle man blive træt af stedet, er der aldrig langt til det næste.

Øen byder på næsten alle slags natur. Næsten goldt landskab, ufremkommelige bjerge, store skove og frodigt landbrugsland. Her kan man finde fuldstændig uspolerede byer og steder, og der er sprudlende turiststeder. Alt sammen på et areal lidt mindre end Jylland, men med samme indbyggerantal som i Danmark.

Og frem for alt byder Sicilien på venlighed og gæstfrihed, og en madkultur som vi efter mere end 20 besøg i støvlelandet, aldrig har oplevet bedre.

Uden for turiststederne finder man tillige et lavere prisniveau end i resten af Italien.

Vejene er dårlige, og færdselsloven er kun vejledende, hvis den da overhovedet eksisterer !

Sicilien er en af de fattigste regioner i Italien. Måske kun overgået af naboregionen Calabrien. Der er et tydeligt præg af arbejdsløshed overalt, og en del synes at have opgivet at kæmpe mod både arbejds-løshed, staten og mafiaen. For mafiaen lever. Ifølge lokalbefolkningen endda i bedste velgående.

På turiststederne og i de små landsbyer er der pænt og ryddeligt, men i de mellemstore byer ser der farligt ud. Affaldet flyder og der er ikke megen respekt for noget som helst.

Som en af vore værter sagde: ”Ja egentlig er i jo mere i Nordafrika end i Sydeuropa her på øen.” Det er måske at sætte tingene lidt på en spids, men en snert af sandhed er der nu i det.

For os er planlægningen af vore rejser en stor del af oplevelsen. Når vi kommer hjem fra en sommerferie, er vi allerede klar over, hvor vi vil hen næste år, og herfra starter forberedelserne.

Hvor skal vi  bo, hvad skal vi se, og hvad findes der af oplysninger om stederne. Når vi så kommer til årsskiftet, går vi i gang med detaljer som datoer, hvilken bil, hvilket flyselskab etc., og inden midten af januar er det hele booket. Så er der kun forventningerne tilbage, og de kan nå at vokse sig store på et halvt år.

I 2014 valgte vi så Sicilien, som var den sidste interessante region vi ikke havde besøgt i støvlelandet. Vi er efterhånden kommet der til, hvor vi foretrækker en form for rundrejser. Har ligesom ikke ro til at opholde os det samme sted 8-10 dage ad gangen. Vi søger også mere efter oplevelser end strandliv og total afslapning.

Første step er altid at undersøge flyafgange. Air Berlin fløj til Catania, og deres afgange gav os mulig-hed for 10 dage på farten. Perfekt.

Efter grundig recearch i løbet af vinteren bookede vi så 3 forskellige pensioner på øen.

Første stop skulle være Scopello på nordvest spidsen. Her havde vi fået anbefalet Pensione Tranchina, så deres bedste værelse (nr. 5) med altan og havudsigt blev booket for 3 nætter. Vi fornemmede allerede på mail korrespondancen, at her havde vi med flinke mennesker at gøre.

Andet stop skulle være midt på nordkysten. I den lille bjergby Pettineo 7-8 km fra kysten bookede vi, også efter anbefaling, Casa Migliaca for 2 nætter. Flink og venlig mail korrespondance.

Tredje stop skulle være i nærheden af Etna og lufthavnen i Catania. Her googlede vi os frem til pension Etna Lodge, og efter at have besøgt deres hjemmeside og læst alt hvad vi kunne finde at beretninger derfra, var vi ikke i tvivl. Vi bookede 4 nætter, via mail, hos værtinden som hedder Ingrid og er dansker. Det tegnede virkelig godt, og lød som et virkelig spændende sted.

Efter bekræftelse alle tre steder fra, bookede vi så fly og bil. Bilen blev en Fiat 500 hos Sixt.

Så var der kun tilbage at vente til sommerferien, samt læse om, og forberede os på turen. God forberedelse er efter vores erfaring nødvendig på sådanne rejser. Det kan virkelig spare meget tid, og ligefrem vende fiasko til succes.

Endelig oprandt afrejsedagen, og afsted gik det til Hamborg hvorfra vi skulle flyve. Her kan vi for resten anbefale parkering hos Holidayparkplus.de. Man reserverer via hjemmesiden og så er der plads til bilen når man kommer. Shuttlebusserne kører til terminalerne hver gang der er behov, så her er ingen ventetid. Køretid 4 min. Når man vender tilbage igen ringer man til firmaet når man har fået sin baggage, og når man kommer ud af terminalen holder shuttlebussen der. 5 min efter sidder man i sin egen bil. Pris 66 Euro for 10 dage.

Vel ankommet til Catania, via München, fik vi hurtigt udleveret den lille Fiat, gps’en blev startet op, og af sted gik det på motorvej i retning Palermo og Scopello. Motorvej A19 som forbinder Catania og Palermo er ingen speciel oplevelse. Landskabet er kuperet landbrugsland med forholdsvis langt mellem byerne. Det mest positive er, at strækningen er gratis. Det er man jo ikke ligefrem forvænt med på de Italienske motorveje.

Efter 3 timer var Palermo passeret, og gps’en sagde at vi skulle dreje til højre. Skiltet sagde Scopello. Ju-huuu, nu blev det spændende. Og pludselig var Scopello der. Det er ikke tilladt at køre bil i den lille by, så Fiat’en blev efterladt på den store bevogtede parkeringsplads ved indgangen til byen. Med kuffeterne rullende efter os, gik det så til fods de sidste 200 m til Pensione Tranchina.

Værtinden Marisin Trancina tog meget venligt imod os, og i løbet af få minutter var vi indkvarteret i det nydeligste og pinligt rene værelse, med gamle fine møbler, stort badeværelse, og den skønneste havudsigt fra balkonen. Her manglede ikke noget, og der var tillige både aircondition, køleskab og wi-fi.

Efter godt 3 timers non-stop køretur trængte vi til at strække ben og få lidt at styrke os på, så vi gik på opdagelse i den lille by.

Scopello:

Rundt om torvet, hvor også pensionen ligger, var der 3 restauranter og 1 bar. I en tilstødende gård, med et kæmpe ældgammelt træ i den ene ende, var der yderligere 1 restaurant og 2 barer og et par små forretninger. Her var rigtig hyggeligt, og det var her lokalbefolkningen og de forholdsvis få turister hyggede sig om aftenen. Vi faldt for Bar Nettuno i det fjerneste højre hjørne under det store træ.

Her fandt vi en meget flink betjening, veltillavede drinks, moderate priser (Mojito 5,- Euro) og mange mennesker, deriblandt en del lokale. Rigtig hyggeligt midt på dagen, og endnu bedre sidst på aftenen til en after-dinner-drink.

Af restauranterne prøvede vi kun La Terrazza, hvor vi fik frokost en enkelt gang. Det var til gengæld rigtig godt, og udsigten fra terrassen, ned over det gamle tunfangersted Tonnara di Scopello, er helt forrygende. Jeg fik fritterede blæksprutteringe, og de rangerer helt bestemt blandt de bedste jeg til dato har fået.

Mht. Tonnara di Scopello, så er det det eneste sted i byen hvor man kan bade. Stranden er ikke lang, faktisk er der kun det lille sted hvor tunene i gamle dage blev slæbt ind for at blive slagtet. Der er sandbund ud til ca. 2 m dybde. 3 Euro pr. person incl. en liggestol, hvis der altså er en ledig.

3-4 km før Scopello er der en større strand med en stor parkeringsplads. Vi prøvede den ikke, men der ser indbydende ud.

Scopello er ikke stor, men der er en rigtig god og autentisk stemning på og rundt om det lille torv som er centrum i byen. Scopello er ikke stedet hvor der sker voldsomt meget, men her er virkelig hyggeligt og faktisk ret uspoleret.

Pensione Tranchina:

Hvis du er til god stemning, og værdsætter venlighed, hjælpsomhed og mad på højt niveau, så er Tranchina stedet. Værtinden Marisin er fantastisk, og hendes køkken overgår det meste af det vi har oplevet i støvlelandet. Hver aften før middagen kl. 20:00 var der et glas vin på huset. Med det i hånden var der så mulighed for at gå lidt rundt og tale med de andre gæster.

Derefter serveredes primi’en, som altid er en pastaret. Så kom secondi’en, der som hovedregel er fisk. Som dessert frisk økologisk frugt og en lille kage. Derefter mulighed for kaffe og forskellige lokale likører. Maden var med i prisen, men drikkevarer afregnede vi særskilt til rimelige priser.

Som allerede nævnt var Tranchina’s køkken fantastisk. Her kan man roligt komme udelukkende for madens skyld. Alle grønsager er økologiske.

Til middag fik vi noget så lækkert som:

Farfalle med to slags peberfrugt og tomat, drysset med tørrede, høvlede tunæg.

Ovnbagt tun-steak med bløde søde løg og bagte cherrytomater.

Frugt

Cannoli

-

Penne m. ricotta, formaggio di cavallo, kanel, hakkede mandler og stegte auberginer, drysset m. rasp.

Bagt Dorade

Frugt

Mandeltærte

-

Frisk pasta med hjemmelavet pesto

Sværdfisk med citron.

Frugt

Chokoladekage.

Morgenmaden var på samme niveau med frisk brød, forskellige oste, hjemmelavet økologisk syltetøj, lokal honning, frugt og tomater, skinke, friskpresset juice som man selv valgte frugter til, kaffe efter ønske, mm.

På Pensione Tranchina blev man glad af at være 🙂

Udflugter:

 Erice:

Én af italiens mange velbevarede middelalder-byer. Den adskiller sig som sådan ikke fra f.eks. Toscanas fine gamle byer, men den er speciel ved, at ligge på en 751 m  høj bjergtop som stikker op fra det ellers ret flade landskab omkring Trapani. Her er rent og pænt, smalle gader med kunstfærdig brolægning, og masser af turistforretninger. Det siger sig selv, at udsigten er formidabel. På en god dag skulle man kunne se afrikas kyst.

San Vito Lo Capo:

Badestedet hvor alle sicilianere med hang til saltvand tager hen om søndagen. Vi besøgte stedet en søndag, og det skulle vi ikke have gjort. Brugte 30-40 min på at finde en parkeringsplads, hvorefter vi opgav og kørte igen.

Lo Zingaro:

Naturparken mellem San Vito Lo Capo og Scopello. Vi gik ind fra Scopello, og gik 1 time parrallelt med stranden, hvorefter vi tog turen tilbage. Her er en fantastisk udsigt over vandet, Scopello og de små fine vige med sand-strand, hvortil der valfar-tes til med parasoller, mad, og fuld strandop-pakning. Det er hårdt, for stierne er ikke meget andet end gedestier, og området er MEGET kupe-ret. Ingen tvivl om. at man på en hverdag her kan fin-de næsten ubefolkede vige hvor man kan bade.

Området vil også være ideelt for vandrere, idet der er rigtig mange vandreruter i varierende sværhedsgrad i området. Vi ville nok vælge at vandre i ydersæsonen, da det er hårdt i sommervarmen som jo let sniger sig op midt i trediverne.

Men uanset hvad du kommer der for, så husk solidt fodtøj, masser af vand, og solcreme. 

Efter 3 nætter på dette skønne sted kom dagen, hvor turen gik videre mod øst, langs med kysten til Casa Migliaca i Pettineo. Vi valgte at tage motorvejen til lige øst for Palermo for at slippe for det værste mylder i byen. Derfra tog vi så hoved-vejen som, synes vi, gør turen lidt sjovere og oplevelsesrig, idet man kommer til at passere mange byer.

Vi valgte at gøre ophold i badebyen Cefalu, for at spise frokost. Her er der rige bademuligheder langs en lang sandstrand ved byens strandpromenade. Der er rigtig mange turister i byen, og den er rigtig fin, hvis den skal danne base for en badeferie. Det er i øvrigt på nordkysten vandet er varmest rundt om øen.

Hvis man vælger at bo i Cefalu skal man være opmærksom på, at den har samme problem som de fleste andre byer i støvlelandet; der er meget få parkeringspladser. Ved strand-promenaden er der dog en stor betalingsplads. Vi fandt en lille restaurant i en sidegade hvor vi fik en ganske udmærket frokost.

Det var lige tidligt nok at sætte kursen mod Casa Migliaca allerede nu, så vi fortsatte mod øst til byen San Stefano di Camastra, som er berømt for sin keramikfremstilling. Byen ligger ganske flot på et plateau helt ude ved havet, med en fin udsigt fra torvet. Og her er keramik for alle pengene og lidt til. Dog i lidt andre farver og mønstre end man ellers ser i andre regioner.

Vi drak en café og spiste en cannoli og besluttede at køre ind i dalen mellem Nebrodi- og Madoni bjergene til Casa Migliaca.

Casa Migliaca:

Når man kommer op fra kysten følges vejen til højre rundt om byen, forbi en tankstation i venstre side, og midt i det store venstresving herefter, er gitter-lågen og nedkørslen til Casa Migliaca. Den er stejl, meget stejl ! Huset ligger på en høj lidt uden for, og lidt under, byen Pettineo.

Her er helt stille. Kun cikaderne kan forstyrre én her. Det gamle olivenpresseri, som stedet jo er, er nænsomt istandsat for at bevare sjælen. Vi vil ikke bruge ordet restaureret, for stort set intet er udskiftet. Det er istandsat.

F.eks. er vasken i køkkenet af cement, og det siges at den er fra dengang huset blev bygget (1700-tallet) !

Her er autentisk og uspoleret. Fra haven er der den fineste udsigt over de tilhørende marker, hvor der dyrkes oliven og citroner, over dalen, og havet langt borte.

Værelserne er fine, men absolut uden luksus. Badeværelset er i de fleste værelser på størrelse med et almindeligt hjørne-skab, med det resultat, at alt derinde blev vådt efter et bad. En fordel er der dog, -der kommer aldrig dug på spejlet, idet der nemlig kun er koldt vand i bruseren om sommeren 😥

Aftensmaden blev indtaget 20:30 sammen med far og søn, som passer stedet, og de andre gæster. Når vejret tillader det er det udenfor, ellers er det omkring det store runde bord i spisesalen. Vi spiste udenfor under pergolaen. Sønnen taler rigtig godt engelsk, men det kniber lidt for hans far. Det hindrede dog ikke hans deltagelse i snakken 🙂

Maden var veltillavede egnsretter, altid startende med en pastaret, efterfulgt af en kød- eller fiskeret, og til sidst frisk frugt fra haven. Når det var sat til livs sammen rigelige mængder lokal vin, kom de hjemmelavede snapse på bordet, og dem blev der også budt rundhåndet af. Snakken gik, og det var rigtig hyggeligt.

Morgenmaden indtoges i køkkenet på første sal som tag-selv. Alt var sat parat, og man skar selv sin pølse og ost, hentede yoghurt’en i køleskabet, kogte/spejlede sine æg, og lavede sin kaffe i en italiensk kaffekoger. Her manglede ikke noget.

Mad, vin, snaps, juice, og hvad der ellers bydes var incl. i prisen.

Pettineo:

Pettineo er der ikke ret meget at sige om. En bjergby hvor livet er gået lidt i stå. En benzintank, en mekaniker, en kirke og en lille alimentari (købmand), hvor man kan få det nødvendigste.

Udflugter:

Nebrodi bjergene:

Vi valgte Nebrodi frem for Madoni, da sidstnævnte minder lidt om alperne. Stejle og forrevne. Nebrodi er derimod med blødere bakker og knap så goldt og klippeagtigt.

Vi lagde turen fra Casa Migliaca op over Mistretta, som efter sigende skulle være en fin gammel by med smalle fine gader. Det var onsdag og det var åbenbart deres markedsdag, så byen var mere eller mindre afspærret af boder med billigt skrammel. Vi valgte at fortsætte, da vi var mere interesseret i bjergene end byen og markedet.

Målet var bjergbyen Capizzi, hvorfra der skulle være en fabelagtig udsigt over landskabet.

Når man kører på de små bjergveje, kommer der af og til et skilt der advarer om kreatur på vejen. Vi vil råde til, at tage disse skilte alvorligt, for her er både køer og geder på vejene ! Vejene er smalle og ikke for godt i stand, så det er en god ide, at tage den lidt med ro.

Landskabet de første 10-20 km ind i bjergene mindede lidt om det centrale Toscana. Her var grønt og frodigt og rigtig pænt. Længere inde, omkring Capizzi og Nicosia, mindede det også om Toscana, men her lignede det mere det Cretensiske område mellem Siena, Multepulciano og Montalcino. Kæmpe store stærkt kuperede kornmarker, som høstes og bearbejdes af maskiner med larvefødder.

Capizzi:

Capizzi ligger helt ensomt på en bjergtop på grænsen mellem landbrugsområderne og de store skovklædte områder i Nebrodi bjergene. Og her er virkelig en betagende udsigt til alle verdenshjørner. Vi parkerede uden problemer nær centrum, og gik mod torvet. Her sad de gamle mænd, rundt om på bænke i skyggen, og ordnede verdenssituationen, og i kirken var der et bryllup i gang.

På torvet var der 2 cafeer side om side, og vi valgte den ene til en lille formiddagskaffe. Bartenderen tabte fuldstændig mælet da vi indtog hans bar, og han sagde ikke et ord mens vi var der. Vi fik espresso til 70 cent stykket ! I Rom koster de let 2-3 Euro ! Prisniveauet var virkelig ikke højt her 🙂

Capizzi er en af den slags byer man er nødt til at besøge, hvis man facineres lidt af det uspolerede. Her er ingen fancy cafeer og restauranter. Her leves livet som man har gjort i rigtig mange, mange år.

Nicosia:

Da klokken efterhånden begyndte at nærme sig frokost og vi ikke fandt muligheder herfor i Capizzi, valgte vi at køre ned igen, og lidt længere ind i landet til Nicosia.

Her var der lidt mere gang i den og mere liv, men vi fandt ikke noget vi synes vi vil fremhæve byen for. Men vi fik en rigtig fin, og billig, frokost i en sidegade til torvet.

Vi tog nogenlunde samme vej hjem igen, denne gang gennem skyerne. Godt vi havde nydt landskabet på udvejen !

Undervejs besluttede vi at tage til kysten og bade de sidste par timer af eftermiddagen, men da vi kom derud, stod der en strid vind og en voldsom brænding lige ind på kysten. Det blev så til afslapning i haven på Casa Migliaca resten af dagen. 

Efter en nat hvor hele huset knagede i blæsten, skulle vi nu sætte kursen mod vores tredie og sidste destination, Etna Lodge. Turen ville tage 2-3 timer direkte ind over bjergene, så vi valgte en omvej over bjergbyen San Marco D’alunzio og kystbyen Capo D’orlando. I sidstnævnte ville vi spise frokost og derefter begive os stille og roligt tværs ind over øen gennem bjergene mod Etna.

San Marco D’alunzio:

Endnu en bjergby, og måske den flottest beliggende af dem alle. 548 m.o.h. og med den mest fantastiske udsigt ind over Nebrodi bjergene til den ene side, og over det Tyrrenske hav med de Æoliske øer til den anden side. Vi fandt én restaurant på hovedgaden, som efter sigende skulle være ganske god, samt én bar, hvor vi fik kaffe sammen med musikanter fra nabobyens ”brandværn-sorkester”.

Da vi ankom kunne vi høre fjern orkestermusik, så vi gik efter lyden. Det viste sig, at et ret stort orkester spillede på torvet, og byens borgere var forsamlet rundt om, for at lytte til musikken. Vi fandt aldrig ud af anledningen til musikken.

Da vi senere drak vores formiddagskaffe, var det som nævnt sammen med en del musikanter, og her var det sjovt at iagttage, at byens unge piger, klædt i deres fineste tøj, makeup og stilletter, promenerede og gjorde sig til alle steder, hvor der var yngre mandlige musikanter. Og det på en helt almindelig torsdag formiddag 🙂

Kaffen kostede 70 cent. Her var absolut ingen turister, troede vi, - men pludselig kom der en Dansker på cykel….! Vi fik en lille snak 🙂

Fin uspoleret by som absolut er et besøg værd.

Capo D’orlando:

En rigtig badeby med en fin strandpromenade, en hovedgade med butikker, lidt restauranter, og hvad man ellers har brug for. Vi fant Trattoria Siciliane i en sidegade og havde en fin oplevelse der. Vi ankom 12:40 og der var ingen gæster, men der så indbydende ud. Der var fuldt udsyn til køkkenet fra restauranten, og de store gryder boblede og duftede herligt. Krofatter kom venligt imod os, og på forespørgsel om han havde et bord til to, bad han os tage plads hvor vi havde lyst, men vi måtte vente 20 min., da køkkenet ikke var klar endnu.

Som sagt så gjort.

20 min. efter kom han igen med et stort smil og en stor blok. ”Hvad vi kunne tænke os” ? Ja, vi ville gerne se menuen? ”Nej, nej, glem menuen, det er for turister, nu skal jeg fortælle jer hvad jeg har af friske varer og specialiteter i dag. Så sammensætter vi en frokost af det” – Da først gik det op for ham, at vi ikke var Italienere, og at vore sprogkundskaber havde svært ved at følge med hans talestrøm 🙂

Efter megen parlamenteren blev vi dog enige om, at vi skulle dele en forret bestående af friske stegte grøntsager, og derefter en Armatricana til mig, og selvfølgelig en Vongole til Karina.

Maden kom, og det smagte fantastisk sammen med hans friske brød og oliven, og ½ liter af husets kølige vino bianco.

Således godt mætte og tilfredse startede vi Fiat’en op igen, og satte kursen mod Etna. Om SS116/SS120 som forbinder nord-og sydkysten er der ikke andet at sige end at den er meget kurverig og ganske smuk. Temperaturen på toppen af bjergene nåede ned på 19 gr. i et let skydække. Dejligt kørevejr og næsten ingen trafik.

Efter et par timer dukkede vi ud af skovene og bjergene, og vupti lige dér foran os lå Etna. Stor og mægtig, og med en sky på toppen. Det måtte vi lige forevige, før turen gik videre forbi Randazzo og videre nordøst om vulkanen.

Etna Lodge:

Når man kommer fra ”ørkenen” omkring Sco-pello, og fra bjergene omkring Pettineo, så må Etna’s frodige skrånin-ger næsten være at sammenligne med det forjættede land !

Etna Lodge ligger godt gemt på ultra smalle krogede veje, men med længde- og bredde ko-ordinaterne fra hjem-mesiden indlæst i gps’en kørte vi lige til porten. Ud at ringe på klokken. Få sekunder efter gik porten op, og Ingrid stod oppe ved huset og vinkede til os.

Vi var kun lige budt velkommen, før Karina udbrød ”Gud, det tordner, og der er ikke en sky på himlen”, hvortil Ingrid kunne oplyse, at det skam var Etna der ”snakkede”. En højst besynderlig følelse.

Vi havde jo bestilt Syd-suiten, så den fik vi hurtigt anvist. Wauw, den var lækker. Stort indgangsparti, kæmpe badeværelse med kar og bruser, samt separat toilet. Marmor overalt. Og soveværelse med dobbelt terrassedør og udsigt over egnen fra dobbeltsengen.

Alt sammen i fine, men rustikke materialer.

Derefter rundvisning på lodgen, samt besked om at plukke alle de modne frugter vi kunne finde i den én hektar store tilhørende økologiske lund.

Aftensmad havde vi bestilt hjemmefra til alle dage undtage søndag. Da havde køkkenet fri.

Så var der kun tilbage at nyde resten af dagen og gå på opdagelse. Etna brummede videre og ind imellem klaprede dørene lidt når den rigtig blev højrøstet. Det var som et voldsomt tordenvejr 10-15 km borte. Jeg talte udbrudene, og der var gennemsnitligt 10 pr. minut. Ret vildt, men det skulle blive vildere….!

Kl. 19:30 var der aftensmad, bestående af 3 retter. Der var kun os som gæster i den uge, så der var god tid til snak både før under og efter middagen.

Ingrid lavede maden, og den første aften diskede hun op med:

-Soltørrede tomater, oliven, artiskokbunde, salami og gorgonzola m. hjemmebagt brød med oliven i.

-Sværdfiskeruller, salat og marinerede squash-strimler.

-Vanillebagte ferskener m. is, flødeskum og pistagenødder.

Særdeles lækkert og veltillavet, og det hele blev indtaget uden for med udsigt til havet, dalen, og Taormina og Castelmola i det fjerne.

Vi drak en halv liter af hendes hjemmelavede rødvin til lækkerierne, og sådan fortsatte det de næste to aftener.

Midt under middagen, i tusmørket, var Ingrid lige en tur på den anden side af huset, og da hun kom tilbage sagde hun, at nu kunne man begynde at se ilden og lavaen oppe på vulkanen. Vi kiggede lidt på hinanden og forstod vist ikke rigtig hvad hun mente….

Da vi lidt senere sad på ”udsigtspunktet” og nød aftenen, kom der rødvin på huset som velkomst.

Stor var imidlertid vores overraskelse, da vi senere på aftenen fortrak til vores egen have. Etna skød virkelig ild op i luften, og den rødglødende lava lyste ned ad bjergsiden. Bulder og brag og en ca 100 m høj lavasøjle 10 gange i minuttet…- vildt ! Vi blev siddende længe og betragtede den fantastiske forestilling.

Som nævnt indledningsvis er Ingrid Dansker, men har nu boet 19 år på Sicilien sammen med sin Sicilianske mand Enrico. Ingrid er tidligere balletdanserinde i DK, og Enrico er professor. Sammen har de restaureret Etna Lodge og driver nu en lækker lodge. Der er sydsuiten hvor vi boede samt to dobbeltværelser oven på gæstekøkkenet. De bor selv i sydøst enden af huset.

Vi nød morgenerne og aftenerne, hvor vi talte med Ingrid om alt mellem himmel og jord, men selvfølgelig mest om Siciliansk levned og kultur.

Udflugter:

Etna:

Første dag var dedikeret til Etna, hvis den altså ikke var indhyllet i skyer. Det så lovende ud fra morgenstunden. Klart vejr, og den eneste sky der var at få øje på, var en lille én på toppen, som Etna åbenbart lavede selv.

Der er to officielle måder at komme op på vulkanen på.

  1. Man kan tage nordsiden hvor man kører fra i Linguaglossa, og op til parkeringspladsen. Her er der så ca. 4 timer til fods til toppen ! Må være en rigtig fin tur, men ikke i 30 gr. varme !
  2. Man kan tage sydsiden hvor man kører op til refugiet og parkeringspladsen i 2000 m højde. Herfra tager man så kabelbanen til 2500 m, og resten af vejen til 3000 m, foregår så med firehjulstrukne busser. ”Unimog’s”. Eller man kan tage hele vejen fra 2000 m til fods.

 

Vi havde hjemmefra besluttet os til turen på sydsiden med kabelbane og unimog’s. Rygsækken blev pakket med de uundværlige vandflasker, lukkede sko, og fleecejakker. Temperaturen på toppen ligger omkr. 12 gr, og det blæser som regel en del. Afsted gik det så i Fiat’en med gps’en programmeret til Zafferana Etneo, efter Ingrids råd.

Nu er det sådan med gps’er og syditalienske veje, at de ikke altid er enige. Lissie, som damen i vores gps hedder, var i hvert fald rigtig på den mange gange under hele turen. Årsagen er ikke manglende  opdatering af gps’en. Næh, årsagen er, at de italienske myndigheder ikke opdaterer kortene som de sælger til kortudbyderne, som igen sælger kort til gps-fabrikanterne. En vej er en vej, og sådan er det. Det kan være et hjulspor eller en traktorvej gennem en olivenlund. Hvis den er på de italienske kort, regner gps’en med den. Der skelnes ikke mellem grus- og asfaltveje her.

Så vi måtte på den et par gange, før vi fandt den rigtige bjergvej fra lodgen til Zafferano.

I Zafferano drejer man så fra mod Rifugio Giovanni Sapienza, eller man følger bare skiltene mod Etna.

Som så mange andre steder på Sicilien, oplevede vi stort set ingen trafik hele vejen op til parkerings-pladsen, og der var heller ikke overvældende mange mennesker her.

Her beslutter man så hvordan man vil bestige vulkanen, da det er her man køber billetter til toppen. Det er ikke gratis. 60,- Euro pr. pers., hvis man vælger kabelbane og unimog’s. Beløbet er incl. en guide som koster 9 Euro, som de faktisk ikke må opkræve penge for. Men ingen guide, ingen billet. Så enkelt er det. Mafiaen bestemmer, og de 9 Euro går sikkert også lige i lommerne på dem.

Svævebanen er der ikke så meget at sige om, den er som alle andre svævebaner. De store firehjuls-trukne unimog busser var lidt sjovere. Der var en stemning af ekspedition inde i bussen da den i 1. gear, med brølende motor, trak os op gennem den sorte lava.

Ved endestationen 3000 m.o.h. begyndte eventyret. Det første vi mærkede var en overraskende stakåndethed grundet den tyndere luft. Næste oplevelse var varme fødder. Vulkanens varme nåede i løbet af ganske få minutter igennem vore skosåler. Først derefter, når vi gik rundt på og imellem de udslukte vulkankratre, oplevede vi den fuldstændig fantastiske følelse af at stå på toppen af en aktiv vulkan. Og så kom vinden og var ved at blæse os ned !

Man kan blive her så længe man vil, busserne kører i pendulfart.

En stor oplevelse som vi ikke gerne ville have været foruden.

Zafferana:

På hjemturen gjorde vi holdt i Zafferana, som absolut er en fin by. Midt i byen er der et torv med en super udsigt, et par restauranter og en cafe. Vi fik kaffe på cafe Turrisa på hjørnet af torvet og hovedgaden.

Taormina:

Taormina stod på tur på andendagen. Det er turistmagneten over dem alle på Sicilien. Her er virkelig mange turister, men byen er pæn og den ligger jo fantastisk på plateauet højt hævet over havet. Kan vanskeligt blive bedre. Der er en god atmosfære i byen trods turisterne, men her har vi forladt alt hvad der kan kaldes autentisk og uspoleret. 8 ud af 10 butikker på hovedgaden handler med souvenirs. Prisniveauet følger mængden af turister, men her er stadig billigere end f.eks. ved de Norditalienske søer. Vi var ikke nede ved strandene.

Castelmola:

Da vi havde promeneret lidt i Taormina, valgte vi at gå op til den lidt mere stille bjergby Castelmola. Vi vil råde alle til at tage bussen eller egen bil. Der var masser af parkeringsmuligheder i den lille by, ingen problemer her. Turen til fods derop er ca. 4 km, og den foregår på en gedesti. Trods vores medbragte vandforsyning var vi så dehydrerede da vi endelig nåede derop, at vi hver drak en hel liter vand for at komme til hægterne igen !

Attraktionen i byen er helt klart bar Turrisi, eller penis-baren som den også kaldes. Og vi skal hilse og sige, at den er et besøg værd. Her er så mange penisser,  at det slet ikke er hverken pinligt eller frækt. Det er for længst gået over i det komiske. Alt er udformet som en penis. Armlænene på stolene, dørhåndtagene, vandhanerne, lamperne, -alt.

Og, - så laver de nogle helt fantastiske lune sandwich. De er faktisk hele turen derop værd. Aldrig har vi fået så gode sandwich og så venlig en betjening. Sjovt, at der på sådan et turiststed, for der kommer virkelig mange mennesker her, er så høj en standard. Det er man jo ikke lige vant til i støvlelandet J

Det siger næsten sig selv, at udsigten fra byen, over havet, Taormina, og til Etna, er super.

Vi tog bussen ned igen.

Siracusa:

På sidstedagen ville vi besøge Siracusa, samt bade lidt ved de gode strande syd for byen. Vi tog motorvejen derned og opdagede, at her er det skam betalingsmotorvej. Nå, det var billigt, 1,5 Euro. Indfaldsvejene til Siracusa chokerede os ved ved at være helt umanerligt fyldt med affald af alle slags. En veritabel losseplads. Det lovede ikke så godt.

I byen kunne vi ikke rigtig finde rundt, idet der var en total mangel på skilte. Siracusa’s attraktion er halvøen Ortigia, og her tror vi nok vi var, men vi kørte af en eller anden grund igen. Tror indkørslen til byen havde forskrækket os lidt.

Så kørte vi sydpå for at finde en strand og få en dukkert. Her var om muligt endnu mere affald og skidt, samt helt vildt mange mennesker. Nå, det var jo også søndag. Det endte med, at vi satte kursen hjemad igen, og i håb om at finde et godt trattoria for frokost, tog vi landevejen. Vi mødte ikke ét eneste.

Pludselig kom vi forbi et skilt der viste mod Zafferana. Der var i hvert fald mulighed for at få frokost vidste vi, så der kørte vi op igen.

Vi valgte samme cafe som på Etna turen, og her fik vi øl og den Sicilianske specialitet Aranchine. Det er risboller med forskelligt fyld. Egentlig en forret eller en snack, men der er faktisk en del mad i sådan en kugle. De smagte fantastisk, og efter en lille café kørte vi hjemad.

Rundturen var ved at gå ind i sidste fase nu 🤔

_

Da det jo var søndag aften og vi var på egen kost, valgte vi at slutte af med en ordentlig pizza som aftensmad og farvel til Sicilien. Nu havde vi svælget i noget nær gourmetmad stort set hver dag, så det var vel passende med øl og pizza.

Ingrid havde anbefalet os et pizzeria beliggende ved den nordlige opkørsel til Etna. Pizzeriaet hed Sciaramanica. Pizzaerne blev lavet I brændefyret ovn, og hun bemærkede, at de også var rimelig store.

Vi ankom til restauranten omkring 20:00 og bestilte pizza. Der var kun os på det tidspunkt, men I løbet af den næste halve time blev der fyldt godt op af italienere. Det skal lige siges, at hvis man ikke har adressen, så finder man aldrig derud.

Så kom vore pizzaer, og vi gik I chok. Vi kender mennesker der ikke spiser pizza, fordi de ikke kan overskue den, siger de. Det har vi aldrig helt kunnet forstå. Det kan vi nu. Vi fik begge det man i DK kalder en stor familiepizza ! Og der var fyld på, - alt for meget fyld. Det var helt vildt.

Pizzaen var fint tilberedt, men hold da op, her var der i hvert fald garanti for at den blev kold inden man blev færdig.

Vi spiste hver en trediedel, og gav så op. Så kom tjeneren og spurgte om vi vile have en æske, så vi kunne få resterne med hjem til frokost næste dag. Vi afslog pænt, bad om regningen, betalte og satte næsen hjemad mod Etna Lodge.

Da vi kom hjem i vores lille have stod der to glas rødvin på vores havebord til os. Så vi nød et sidste glas af Ingrid & Enrico’s hjemmelavede rødvin med hinanden, og med Etna J

Næste morgen havde Ingrid serveret tidlig morgenmad i vores have da vi stod op, så vi ikke skulle rejse på tom mave 🤩

Hjemtur fra Catania via Düsseldorf til Hamburg, og videre hjem i Volvo’en.

En fantastisk og begivenhedsrig tur var slut, og nu er der kun minderne og alle billederne tilbage.

Turen har været fantastisk på den måde, at vi virkelig har fået en, for os, ny del af Italien godt ind under huden. Vi har talt med og spist sammen med flinke og gæstfrie lokale mennesker hver dag, og på den måde har vi fået endnu mere indsigt i kultur og vaner, og vi har mødt spændende mennesker og hørt deres historie. 

Arrivederci Sicilia…..