20-23 maj 2004

En beretning om bukkejagt på Maniszewo, Polen. 

Vi (jeg og min nevø Klaus som ledsager og vordende jæger) ankom til reviret kl. 12:00 uden problemer. Kørselsvejledningen bragte os lige til døren.

Vi blev hjerteligt modtaget af husbestyrerinden og chefen på reviret. Jeg må sige, at jeg var var ret overrasket over standarden af indkvarteringen. Det er noget af det ypperste jeg har set i Polen, - og jeg har set en del. Helt perfekt. Det skulle i løbet af de næste par dage vise sig at forplejningen var lige så ypperlig.

Vi blev præsenteret for vores jagtfører da vi skulle af sted på første pürsch kl. 18:00. Han havde enten ingen bil eller også havde han ikke noget kørekort, det blev vi aldrig klar over, idet han ikke var til at slå et ord af. Derfor skulle chefen være chauffør i sin totalt udrangerede Mitsubishi 3.0 V6 som kørte på gas. Den havde stort besvær med at starte, og kunne overhoverdet ikke gå i tomgang. Men vi var ikke kommet til Polen for at køre på 1. klasse, - vi skulle på jagt. Vi ville pürsche til fods, hvilket vi havde gjort udtrykkeligt opmærksom på over for chefen.

Vi kørte til skydebanen umiddelbart vest for indkvarteringen, hvor jeg til polakkernes store tilfredshed skød ét prøveskud lige i centrum. Videre ud på reviret som lå i umiddelbar forlængelse af skydebanen og mod syd og øst. Mitsubishien blev parkeret, og  jagtføreren, Klaus og jeg gik i én retning, og chefen i en anden. De var hver især udstyret med billige walkie-talkies som overhovedet ikke fungerede. Efter en begivenhedsløs pürsch skulle chefen være et bestemt sted for at samle os op, med han var der ikke. Vi sad på skovvejen i mere end en halv time og ventede før han kom.

Ind i Mitsubishien og videre til næste sted, hvor vi igen skiltes. Umiddelbart efter rendte jagtføreren ind i en buk som han ikke så, skønt den stod i vejsiden. Først da den smælede stoppede han op. Da var han nået mindst 10 meter foran os. Han opdagede aldrig hvad det var der smælede, -trak bare på skuldrene. Lidt mere pürsch, og derefter igen vente på chefen i Mitsubishien.

Videre til nyt sted. Da vi rundede det første hjørne efter at være blevet sat af, så vi straks en pæn buk mindre end hundrede meter foran os. Vi stoppede omgående og forsøgte hviskende at stoppe jagtføreren, man da var han igen nået 10-15 meter foran os, og stødte selvfølgelig bukken. Igen et skuldertræk fra ham. Da begyndte jeg for alvor at blive mistænksom på hans evner. Vi endte i en hochsitz ved en indbydende eng, hvor vi åbanbart skulle tilbringe de sidste 3 kvarter inden det blev for mørkt. Ret hurtigt fik vi øje på en buk der gik omkring 300 m ude, men havde retning lige mod os. Da den var inden for 150 m gjorde jeg jagtføreren opmærksom på bukken, og spurgte hvad han mente om den. Efter at have studeret den trak han igen på skuldrene. Den fik lov at gå. Det blev mørkt, og chefen var der uden ventetid.

Om jeg ville skyde svin? Selvfølgelig ville jeg det, og afsted gik det hjem til majsmarken ved skydebanen. Her pürchede vi ind på 2 sorte skygger i kanten af den tilstødende rapsmark, der fungerede som dagsæde for, efter hvad vi kunne vurdere efter majsmarkens udseende, temmelig mange svin. Jeg fik frit valg, idet jagtføreren erklærede at det var 2 überlaüfere. Jeg synes nu de så lidt store ud, men alt kan snyde i det tiltagende mørke. Jeg koncentererde mig om den der var længst væk fra rapsen, og ventede bare på at den skulle vende siden til. Det gjorde den, og i det samme myldrede det med grise om benene på den. Jeg havde været 1/100 sek. fra at skyde en so fra sine grise. Pu-ha, vi stoppede for den aften.

Næste morgen kørte vi ud i samme revir, og blev sat af midt inde i skoven. Efter en lang spadseretur gennem skoven, passerede vi et par lysninger hvor vi så råvildt men ingen bukke. Stadig gjorde jagtføreren sig ingen ulejlighed med at stoppe op i kanten af lysningerne. Vi kom til et rigtig godt stykke nyplantning med fyr i 1 meters højde og knæhøjt græs. Jagtføreren besluttede sig til at forcere dette stykke som måske var på 10-15 hektar. Forceringen foregik diagonalt fra hjørne til hjørne, og i rimeligt højt tempo. Undervejs stødte vi 3 bukke. Heraf 2 pæne seksendere. Det tog han overhovedet ingen notits af.

Da chefen efter et stykke tid kom for at samle os op, gjorde jeg ham bekendt med vore betænkeligheder vedr. mandens evner som jagtfører på bukkepürsch. Det var lidt vanskeligt, idet chefen ikke forstår særlig meget tysk, og vi har ingen tolk har. Jeg må her nævne, at jeg i kraft af snart 50 års bopæl i grænselandet taler sproget aldeles flydende og tydeligt. Jeg fik ham gjort forståeligt med, hvad vi har oplevet, og at han efter vor mening ikke egnede sig til, og ikke havde forståelse for bukkepürsch. Han ville sikkert gøre en udmærket figur som driver på drivjagterne.

Chefen tog det ikke særlig alvorligt.

Vi startede om aftenen hvor vi slap om morgenen, blot gik vi modsat vej rundt. Vi bevægede os ned gennem et spor i en rapsmark, og endte i en nyplantning mellem rapsen og skoven. Bukken stod under 100 meter væk i kanten af beplantningen, men han så den selvfølgelig ikke og fortsatte. Belært af de tidligere tilfælde fik jeg dog kaldt ham tilbage mens han endnu var inden for hviske-vidde. Men det var selvfølgelig for sent. Inden han kom i dækning sprang bukken. Det var sidste gang han fik lov at bære skydestokken. Havde jeg haft den, havde jeg ladet ham fortsætte og havde skudt bukken. Nu blev jeg for alvor gal i skralden, og spurgte ham om han overhovedet var klar over hvad han lavede her ude i skoven, og om han ingen øjne havde i hovedet. Han forstod ikke en skid af, hvad jeg sagde, - skuldertræk !

Videre til et par andre lysninger uden resultat, og derefter til mødestedet med chefen og Mitsubishien. Han kom også, - efter 5 kvarters ventetid på skovvejen !

På spørgsmålet om, hvad vi lavede her, lykkedes det at vriste et par ord ud af jagtføreren: warten auf chef ! – Ja, det havde vi faktisk gættet !

På et tidspunkt blev det også for meget for jagtføreren, og vi begyndte at gå. Efter noget der anslås til ca. 1 km, holdt chefen der pludselig, og det havde han i øvrigt gjort længe forsikrede han os !

Jeg bad ham afklare dette med sin jagtfører, idet vi jo ikke kunne vide noget om hvor de skulle mødes.

 Jeg bad ham stige ud af bilen, og forklarede ham derefter klart og tydeligt, at vi ikke var kommet til Polen for at spadsere rundt på skovvejene og vente på ham, samt gjorde vor utilfredshed med jagtføreren gældende over for ham igen. Vi havde ikke i sinde at acceptere dette - vi ville på jagt, det var det vi var kommet for.

Jeg gentog det hele igen, denne gang om muligt endnu mere indtrængende, hvorefter jeg  spurgte ham om han havde forstået mig. Det bekræftede han, at han havde, hvorefter jeg bad ham fortælle mig hvad jeg havde sagt. Han kom med en usammenhængende forklaring, på gebrokkent tysk, som jeg tolkede til at betyde, at han mente at vi ikke ville gå mere, men ville vente på vildtet i en hochsitz !!

Så begyndte vi forfra igen, og det tog nok det meste af 10 minutter før jag var sikker på at han havde fattet hvad det gik ud på.

Med røde ører lykkedes det ham langt om længe at få Mitsubishien i gang, og så kørte vi til næste sted. Undervejs fik vi øje på et par stykker råvildt i en kornmark, og vi stoppede for at iagttage den nærmere. Mitsubishien gik selvfølgelig omgående i stå, og den nægtede fuldstændig at starte igen. Jagtføreren, jeg og Klaus tog den til fods og var hurtigt ved samme lysning som tidligere på aftenen hvor bukken var sprunget. Den var der ikke, og kort efter kom chefen kørende med høje omdrejninger for at holde skidtet i gang. Den gik selvfølgelig i stå igen da han ville samle os op, og det var det sidste vi så og især hørte til den !

Jeg kan næsten ikke regne ud, hvor meget vi var på jagt den aften, men det var nok ikke sammenlagt en hel time.

Nu var der kun én udvej, nemlig at gå hjem. Jeg ved ikke hvor langt der var, men efter 3 kvarter havde vi fuldstændig taget livet af jagtføreren, - konditionen rakte ikke til mere !  Det var nu buldrende mørkt.

Vi blev dog samlet op af vore kollegaer fra Nørre-Nebel og deres jagtfører, og kørt det sidste stykke.

Jeg var rent ud sagt godt utilfreds, og agtede ikke at affinde mig med oplevelserne på disse 3 første pürsch.

Hjemme spurgte jeg chefen hvad planen var for den kommende morgen. Han svarede, at vi skulle af sted som sædvanlig.

Det var jeg ikke tilfreds med, og gjorde ham bekendt med, at jeg forventede en ny jagtfører med bil, og et nyt revir. Det forstod han mærkværdigvis første gang !

Ti minutter efter kom han og sagde, at det var i orden.

Vi gik i seng efter at have diskuteret sagen grundigt med vestjyderne.

Næste morgen stod der en anden jagtfører og ventede på os sammen med sin lille Fiat 500. Et vidunderligt køretøj som kan forcere næsten alt. Talrige er de bukke jeg har fået transporteret hjem i sådan én. Alle mand ind i bilen og afsted gik det til et nyt revir i nærheden af Kowalow, nord for landevej 137. Så gik det slag i slag. Han vidste noget om pürschjagt, og om hvor bukkene stod på reviret. Morgenen gav en fin seksender efter en spændende pürsch, og mange oplevelser med mindre bukke, råer, smaldyr, ræve og jeg ved ikke hvad.

Afsted om aftenen igen til samme revir, og det blev en af de aftener jeg aldrig glemmer. Første buk gik i en hvedemark så langt ude at vi havde svært ved at bestemme om den var gammel nok. Efter en lang pürsch som min nevø var vidne til gennem sin kikkert, og hvor bukken gang på gang blev væk for os, lykkedes det endelig. Vi var ved at opgive at finde den, da den pludselig sprang op af kornet under 5 meter fra os. Gudskelov havde jagtføreren åndsnærværelse nok til omgående at stille skydestokken op, og bukken gjorde som forventet, ca. 50 meter ude stoppede den op for at se hvem fredsforstyrreren var, og her fik den en kugle på halsen. Da havde vi kravlet i kornmarken i over en halv time. Helt perfekt. En fin seksender.

Flere mindre bukke senere entrede vi en hochsitz for at få overblik over en enorm eng. Min nevø erklærede straks, at han kunne se et stykke råvildt meget langt væk, men at hans kikkert ikke var god nok til at bestemme om det var en buk. Det var det. En meget fin én, skulle det senere vise sig. Efter en lang omgående pürsch grundet vindretningen, kom vi ind på den, og den blev skudt perfekt højt på bladet. Stor, kraftig, regelmæssig, mørk, seksender og uden fortænder i undermunden. En halvgammel én på måske 7 år. Det var slutningen på bukkejagten, og glade var vi over tre meget vellykkede og spændende jagter samme dag.

Vi forsøgte med lidt svinejagt inden det blev rigtig mørkt, men der kom ingen svin ud af rapsen den aften.

Vi sov længe næste morgen og kørte hjem umiddelbart efter opmåling og morgenkaffe. Opmålingen gik utrolig hurtigt og uden de store omstændigheder man somme tider er ude for, især på statsrevirer.

Alt i alt en god tur, hvor vi var igennem hele følelsesregisteret. Fra det fuldstændig ubrugelige og håbløse, til det helt ultimative. Alt sammen i løbet af 3 døgn.

Grundet erfaring fra mange jagtrejser, og med initiativløse polakker, fik vi rettet op på det der var ved at udvikle sig til en katastrofal oplevelse.

Det er bare ikke godt nok, at sådan noget kan forekomme. Hvis det havde været en jæger uden den store erfaring der var faldet i kløerne på sådan et fjols som vores første jagtfører, og for den slags skyld også chefen, kunne det have udviklet sig til en éngangsforestilling, og dårlig omtale og reklame for et ellers godt revir og rejsebureau.

Del siden