Fotoalbum

Firenze set fra Piazzale Michelangelo.
Firenze set fra Piazzale Michelangelo.
Ponte Vecchio set fra Piazzale Michelangelo.
Ponte Vecchio set fra Piazzale Michelangelo.
Et glimt af domkirken.
Et glimt af domkirken.
Arno set fra Ponte Vecchio.
Arno set fra Ponte Vecchio.
Svinet i bymidten. Hvis man klapper det på trynen, siges det at man vender tilbage til Firenze.
Svinet i bymidten. Hvis man klapper det på trynen, siges det at man vender tilbage til Firenze.
Interiør fra Cantinetta del Verazzano.
Interiør fra Cantinetta del Verazzano.
Interiør fra Mercato Centrale.
Interiør fra Mercato Centrale.
Mums….!
Mums….!
Ponte Vecchio.
Ponte Vecchio.
Detalje fra Ponte Vecchio.
Detalje fra Ponte Vecchio.
Ponte Vecchio by night.
Ponte Vecchio by night.

Firenze er dejlig og også en smule overraskende på mange måder. Overraskende på den gode måde. Her mærker man historiens vingesus næsten på samme måde som i Rom. Livet er ikke så fortravlet og hektisk som i hovedstaden, men helt typisk for regionen, Toscana.

Dejlig mad og vin, venlig befolkning og fint og rent alle steder. Og det hele er til stede på et forholdsvis lille og let overskueligt areal. Centrum er ikke meget større, end at man igen og igen får et kig til enten domkirken eller rådhuset, når man færdes i de hyggelige gader.

Man skal ikke mange skridt uden for centrum før man er en del af florentinernes dagligdag, og her er meget få turister.

Men hyggeligt er der på trods af alle turisterne. Byen er spækket med forretninger, restauranter og cafeer. Der er de dyre forretninger i kvarteret omkring Via dei Fossi, turistforretningerne ved og omkring Ponte Vecchio, rådhuset og domkirken, og så er der florentinernes egen indkøbsgade Via Pietrapiana og Borgo la Croce. Begge i forlængelse af Via del Corso i østlig retning. I disse to gader finder man det lidt mere autentiske og rolige miljø.

Floden Arno deler byen i to dele, og der er en udpræget forskel på de to dele. Nord for byen, og i forlængelse af den gamle bro Ponte Vecchio, ligger de største seværdigheder, og det er her turisterne flokkes. Fra midt på formiddagen til omkring 18:00, kan det være lidt af en prøvelse at færdes her. Byen opleves efter vores mening bedst morgen og især aften, og butikker og restauranter har jo åbent til sent.

Syd for Arno er der generelt mere stille og roligt, og heller ikke så mange restauranter og butikker.

Ved valg af restaurant, skal man være meget opmærksom. De gode restauranter og turistfælderne ligger side om side, og det kan være svært at se forskel. Det gælder også i Firenze, at man bør søge væk fra turistmasserne og finde steder, hvor Florentinerne spiser deres mad og drikker deres kaffe. Så går man ikke helt galt i byen.

Her, som i alle andre store byer i Italien, gælder det også, at man skal drikke sin kaffe på kaffebarerne. Her kan man f.eks. få en espresso for 1,10 Euro. Ved domkirken på restaurant-erne koster den op til 4 Euro !

Vi anbefaler:

Hotel Pitti Palace al Ponte Vecchio:

Beliggenheden på Borgo san Jacopo 3, lige syd for den gamle bro kan vanskeligt blive bedre, og her er næsten ingen trafik, og derfor stille om natten. Hotellet er en smule slidt, men pinligt rent med fine værelser med aircon og gratis wi-fi. Hertil kommer en super tagterrasse på 6. etage, hvor morgenmaden indtages med udsigt over byens tage til domkirken. Vi boede 4 nætter på hotellet.

Piazzale Michelangelo:

En god begyndelse på et ophold i Firenze er, at gå en tur op på pladsen, som ligger syd for Arno og lidt mod øst fra Ponte Vecchio. Det er byens højeste punkt, og herfra har man en fantastisk udsigt over byen.

Mercato Centrale:

Her kan købes alt hvad der findes af slagtervarer og grøntsager som findes i Toscana, og der er gode muligheder for at smage på mange af tingene. Alle slagterne vacuumpakker gerne, så man kan også få lidt med hjem af de gode sager.

Her er det også en god ide, at studere slagternes kølediske lidt nærmere. Det kan nemlig kaste lys over et par lokale retter, som man uværgerligt vil se på restauranternes spisekort overalt i byen. Trippa og Lampredotto. Trippa er koens 1. mave, og anvendes I forskellige retter og supper. Lampredotto er koens 4. mave. Den koges og anvendes især I sandwhich’s og typisk som streetfood. 

På mezzaninen fås utroligt velskænkede fadøl, det er en faktisk oplevelse i sig selv. Kaffe og alle mulige specialiteter fås også, og der er en restaurant med toscansk mad. Stemningen på mezzaninen er helt utrolig mellem 12 og 14, når italienerne kommer for at spise. Det skal opleves.

Trattoria Mario:

På samme piazza som Mercato Centrale ligger denne restaurant som næsten er et must. Her kommer man ikke for at spise gourmetmad og små lækkerier, men for at få stillet sulten i lokale velsmagende retter som er lavet fra bunden af de 4 glade kokke, der arbejder på højtryk på ganske få kvadratmeter. Kokkene kan ses og følges i deres arbejde fra spisebordene. Men sandelig også for stemningen, som ikke findes magen til mange steder.

Man melder sin ankomst og antal personer ved kassen lige inden for døren, og får så anvist pladser. Og det er hvor der er plads, og sandsynligvis sammen med andre gæster. Og man sidder tæt.

Så kommer serveringsdamen og fortæller, hvad der er på menuen, og man vælger.

Ventetiden er ikke lang, selv når der er fuldt hus.

Regningen kommer automatisk når man har spist sidste ret. Her kan man ikke lade være med at give drikkepenge.

Toilettet er på ca. samme størrelse som i en undervandsbåd.

Vi spiste frokost her, og vi kommer gerne igen.

Cantinetta del Verazzano:

En rigtig god frokostrestaurant beliggende i Via del Tavolini lidt nord for rådhuspladsen. Restauranten drives sammen med vingården Verazzano lidt sydvest for Firenze, og det er vine herfra der serveres.

Her kan man roligt spise sin frokost, idet alt laves fra bunden. Kager, sandwich’s, og foccacia med alt muligt fyld, samt lækre pølser og skinker. Der er rigtig godt, og tilmed super hyggeligt i de gamle fine lokaler. Der kan til tider være lidt ventetid på at få et bord, men så bestiller man blot f.eks. et glas vin og sætter sig på en af bænkene i butikken, indtil man hentes af en af tjenerne.

Il Guscio:

Rigtig god restaurant lidt gemt af vejen syd for floden i Via dell’Orto. Vi spiste her 3 aftener, og prøvede både pasta, kød, fisk og skaldyr. Alt er i høj kvalitet og meget lækkert og velsmagende. Hvis vi skal fremhæve noget må det blive deres Antipasti misto de la Casa. Det er på gourmet-niveau.

Ristorante San Michele all'Arco:

Lækker restaurant i Via dell'Oriuolo n.3/r. Restauranten drives sammen med Vingården af samme navn, og det er vine og varer herfra, og fra lokalområdet ved vingården, der tilbydes I restauranten. Fik både frokost og aftensmad her, og alt var perfekt og lækkert. Meget venlig betjening der gør en masse ud af, at fortælle om råvarerne. Vin, slagtervarer og olie kan købes med hjem.

Arrivederci Firenze……

Del siden