"The MacNab" - næsten ! - maj 2015

Her er en lille jagt- og fiskehistorie hvor tingene virkelig lykkes. Ja, måske er det en ”Once in a lifetime” oplevelse.

Jeg havde udset mig bukken til den 16. maj. En voksen buk på omkring 3 år, med en skæv opsats. Gaffel på den venstre og højeste stang, og noget der kunne ligne en spadserestok på den højre stang, som kun var halvt så høj. En rigtig afskudsbuk, og sikkert efterkommer efter ”Enhjørningen” som jeg nedlagde på samme område for 2 år siden. Den jagede jeg i øvrigt i 3 år før det endelig lykkedes en aften i juli, og da var den i en alder af 5-7 år.

Den 16. maj snød bukken mig. Jeg fik et glimt af den om morgenen, men den forsvandt hurtigt igen. 2 fine mindre bukke bød sig til, men dem nænner jeg ikke at skyde, og det var jo heller ikke dem jeg gik efter.

Aftenens pürch bragte mig forbi de samme 2 unge bukke som om morgenen, samt en rigtig fin gaffelbuk. Lidt frustreret, og lidt bange for at ”min” buk måske var blevet skudt af en nabo, besluttede jeg, at tilbringe den sidste halve time inden solnedgang i en hochsitz, med udsigt over græs- og engarealer. Det var her ”min” buk var pladsbuk.

10 minutter før lukketid kom bukken i fuld galop ud på græsmarken til højre for mig, hvor den stoppede op og gav sig til at æse stille og roligt.

Der var langt over 200 meter ud til bukken, og absolut ingen dækning til en pürch. Medmindre jeg da ville kravle på maven gennem græsset, og det gav ikke rigtig mening så kort for lukketid.

Nå, den levede da i det mindste endnu. Det var godt at vide.

Klokken blev solnedgang, og lige på slaget startede bukken en løbetur med kurs direkte mod mig.

Bukken stoppede 25 meter fra hochsitzen hvor jeg sad, og gav sig til at æse igen. Det var lige godt pokkers. Skulle næsten tro, at den kendte klokken. Det gør de kloge halvgamle bukke nemlig tit !

Jeg var nu ikke til sinds, at blive siddende her indtil bukken var færdig med sin natmad, for den ville sikkert sætte sig på pletten og tygge drøv efterfølgende. Jeg bankede derfor en lille melodi med en kno på indersiden af hochsitzen, og det forstyrrede gudskelov bukken så meget, at den, efter at have nedstirret mig grundigt, luntede hen til bækken, sprang over, og gik hjem.

Så kunne jeg også komme hjem.

Den 17. maj om morgenen havde jeg besluttet, at starte samme sted som jeg sluttede aftenen før. Jeg håbede lidt på, at bukken ville komme tilbage og fortsætte sit afbrudte måltid.

Da jeg, meget forsigtigt, havde pürchet mig gennem krattet og ud til hochsitzen, hvor jeg ville sidde det første kvarters tid efter solopgang, kom bukken gående lige imod mig. På kollisionskurs !

Jeg ”stenede” øjeblikkeligt. Hvad nu, skulle den snyde mig igen? Der var jo næsten et kvarter til solopgang !

Gudskelov stoppede bukken 40-45 meter fra mig og begyndte at æse fredeligt. Godt vinden var i det rigtige hjørne. Kuglefanget var også perfekt.

Mens den havde hovedet nede i det halvlange græs fik jeg kigget på klokken, fik riflen af skulderen, sat skydestokken fra mig, og fik mig manøvreret hen til det ene af hochsitzens ben.

Det var perfekt anlæg. Nu skulle solen bare stå op. 4 minutter endnu ! Det er lang tid når man står 40-45 fra den buk man har udset sig.

Det blev solopgang. Sigte på bukken, afsikre og holde nervesystemet i ro. Nu skulle den bare vende bladet til. Og det gjorde den i samme øjeblik. Kuglen gik, og bukken sank sammen på stedet. Puh..!

Fin buk, ca. 3 år gammel, og i god kondition. 19 kg opbrækket skulle det senere vise sig.

Klokken var kun 05:15 og vejret fint. God tid. Fotografering, opbrækning og slæbe op til markvejen.

Tilbage efter bilen, bukken i bagagerummet og hjemad. Undervejs ind til bageren efter rundstykker, og derefter hente min kone efter nattevagt.

Da rundstykkerne var sat til livs, og min kone var gået i seng, var bukken afkølet og klar til at hænge til modning i laden.

Mens jeg gik og nussede med det , gik jeg og spekulerede lidt på, hvad resten af dagen nu skulle bruges til. Det var dejligt vejr, drivende skyer og solskin, og let vestlig vind.

Havde det ikke været søndag, ville jeg være kørt til min jagtforretning og købt mig en tykkere sweater. Havde faktisk frosset lidt d. 16. maj om morgenen. Jagtforretningen hvor jeg handler hedder MacNab, og det er jo navnet på en konkurrence som kører mellem de Skotske godser, hvert efterår, og som går ud på, at man mellem solopgang og solnedgang samme dag, skyder en hjort, en Grouse, og fanger en laks. Ikke helt let, og der er da også en lille eksklusiv klub.

Hvorfor ikke prøve at fange noget der ligner en laks temmelig meget; en havørred! Det ville jo være perfekt hvis det kunne lykkes samme dag.

Vaders og øvrigt fiskeudstyr i bilen og afsted gik det til min favoritplads ved Lillebælt. Vinden var fin, vandstanden var stigende, og alt lige efter bogen. Jeg fik hurtigt rigget til, og vadede ud på revlen. Så blev der ellers fisket. Mit favoritblink røg mod horisonten igen og igen, men desværre mærkede og så jeg ikke mindste tegn på havørred.

Efter halvanden time havde jeg grundigt affisket 2-300 meter, stadig uden at mærke fisk. Begyndte faktisk at tvivle lidt på om det ville lykkes, og begyndte at lægge planer for, hvornår jeg ville stoppe. Så havde jeg da forsøgt, og haft en super fin morgen/formiddag ud af det.

I samme øjeblik sagde det HUG kun 25-30 meter fra mig. Stangen bøjede og bremsen hvinede. Havørred, ingen tvivl om det. Hu-hu, det var vildt det her ! Nu ikke tabe fisken. Af alle fisk, så skulle denne altså med ind.

Og det kom den. Efter en kort og relativt udramatisk fight kunne jeg nette den, og begive mig ind på stranden med mit 2. trofæ den dag, og klokken var kun 11:35. En fin sølvblank havørred på 46 cm og i fin kondition.

Billeder blev taget og mms’er røg ud til ligesindede. Jeg valgte at stoppe fiskeriet for den dag og køre hjem til frokost. Glad og godt tilfreds med dagens oplevelser.

Mens jeg spiste frokost havde jeg så god til til at spekulere på, hvad jeg nu skulle stille op med Grous’en. De findes jo ikke i Danmark, og det nærmeste vi kommer, er jo nok en agerhøne, som slet ikke har jagttid i maj. Nå, det måtte blive en slags halv MacNab. Det var nu heller ikke dårligt.

Men så var der en på Facebook der kom mig til undsætning: Du snupper da bare en ”Famous Grouse” (whisky). Det må da være ok.

Og det gjorde jeg så, og jeg skal hilse og sige, at den smagte fint oven på dagens oplevelser 🤩