Sommerferie 2016

Sommerferien 2016 blev allerede sidste år fastlagt til Norditalien. For et par år siden stod vi i Bellagio ved Como-søen og kiggede over på modsat bred til Varenna og besluttede, at her ville vi rejse til engang. Det skulle så være i 2016

Da vi helst ikke opholder os i 8-10 dage på samme sted, skulle der findes et sted mere, hvor vi ikke havde været før. Efter grundig research faldt valget på et lidt overset sted, Iseo-søen. Den ligger nordøst for Bergamo mellem Como-søen og Garda-søen.

Så gik jagten igang på egnede hoteller, og på In-Italias hjemmeside fandt vi hvad vi søgte.

I Varenna ved Como-søen faldt valget straks på Hotel Eremo Gaudio***. Hotellet ligger i udkanten af byen og er opdelt i to. Reception, restaurant og værelser lidt hævet over søen, og så en værelsesafdeling længere oppe ad bjerget, hvortil en to-delt funicolare (bjergbane) førte op. Heroppe bookede vi deres bedste værelse med altan mod søen for 4 nætter.

Ved Iseo-søen var valget også relativt let, idet udvalget her ikke var så stort. I Sulzano fandt vi Hotel Riva Lago**** direkte ved søen, og et værelse med balcon direkte mod søen blev booket, ligeledes for 4 døgn.

Det var så 8 døgn. Lige i underkanten. Så fik vi ideen om at flyve til München, og derfra køre mod syd til Deutsche Alpenstrasse, og følge den mod vest til Lindau ved Bodensøen. Derfra ned gennem Schweiz til Como-søen, og til sidst fra Iseo-søen op gennem Østrig til München. Så var ringen sluttet, og mulighederne for gode oplevelser i 5 lande absolut til stede. Tyskland,  Lichtenstein, Schweiz, Italien, Østrig.

Det blev hermed vedtaget og fly blev booket Hamburg-München. Ankomst München 09:40 og afgang hjem derfra igen 18:30. Så skulle det kunne det hænge sammen.

Nu var der bare det, at vi ikke ville kunne nå hele turen fra München til Como-søen første dag, så et større arbejde med at finde et overnatningssted undervejs gik i gang. Efter mange beregninger satsede vi på, at kunne nå til Garmisch-Partenkirchen første dag. Så det var her i omegnen der skulle findes noget. Valget faldt langt om længe på alpehotellet Blaue Gams i Ettal, og her blev der også booket et værelse med udsigt.

Bilen var booket sammen med flyet, så nu var der kun tilbage at vente til sommerferien.

Vel ankommet til München og efter lidt problemer med Hertz og udlevering af vores bil, var vi på hjulene 10:30. Stik syd gik det ad motorvejen for, at ramme Alpenstrasse ved Frasdorf.

Vi var lidt spændte på hvor let det ville være, at følge Deutsche Alpenstrasse, så for en sikkerheds skyld havde vi alle bynavnene programmeret i rækkefølge på vores Gps. Og det var godt, for skiltningen er meget mangelfuld. I hvert fald når man kører fra øst til vest. Med Gps’en var det derimod ingen problem. Det vil vi anbefale alle, og alpevejen vil vi også anbefale. Her kører man fra den ene maleriske bayerske by til den anden, på snoede veje, gennem et smukt alpelandskab. Bindingsværkshuse, blomsterkasser der bugner af pelargonier og vægmalerier. Mennesker i Tracht og Dirndl. Det er virkelig idyllisk.

Vi nåede 110 km motorvej i stærk trafik med kødannelser, samt 240 km Alpenstrasse inden aften, så beregningerne holdt stik. Gennemsnitsfarten på Alpenstrasse var ikke særlig høj, og så stoppede vi endda kun for at spise forkost.

Vi overnattede på det fine gamle alpehotel Blaue Gams i byen Ettal ikke langt fra Garmisch-Partenkirchen. Super beliggenhed og udsigt, service og mad. Kan kun anbefales.

Dag 2 gik det så videre ad alpevejen mod Lindau. Denne del af Alpenstrasse har lidt bredere veje og er knap så bjergrig, så det går lidt hurtigere.

Lidt før Lindau programmerede vi så Gps’en til at undgå motor- og betalingsveje, og satte kursen mod Varenna i Italien. Vi ville gerne se Schweiz fra landevejen, og således fortsætte lidt i samme stil som på Alpenstrasse. Det kan ikke anbefales. Turen ind gennem Østrig, ned gennem Lichtenstein og videre gennem Chur i Schweiz er ikke særlig køn, og den ene by med bilkøer afløser den anden. Frokostmuligheder var der heller ikke rigtig nogen af, så vi endte med, at spise en sandwich på en tankstation. Først et stykke syd for Chur blev det mere interessant, og turen op til bjergpasset Splügen i 2115 m højde, som er grænsen til Italien, var rigtig fin. Dog ikke for sarte sjæle, da vejene her er ganske små uden autoværn mod afgrunden det meste af vejen.

Ankomst til Hotel Eremo Gaudio i Varenna sidst på eftermiddagen. Meget venlig modtagelse, grundig introduktion og så anvisning af værelset oppe på bjerget.

Først en etage på trapper, så en lang funicolare, og derefter omstigning til en kortere funicolare som stoppede ved huset på bjerget. Yderligere en etage op på trapper, og dér var vores værelse ”Bellagio.” At gå ud på altanen her var som at befinde sig mellem himmel og hav. Søen langt nede og himlen oven over. Smukkere udsigt har vi aldrig oplevet. Simpelt hen formidabelt.

Altandøren blev fremover kun lukket når vi ikke var hjemme. Fra dobbeltsengen lå vi og kiggede over på byen Bellagio og videre helt til modsatte søbred. Fantastisk om natten når lysene var tændt søen rundt. Højden over søen gjorde endvidere, at der aldrig var vindstille. Altid en let og kølende vind.

Hotellet er beliggende i udkanten af byen, og standarden er fin. Flinke medarbejdere, rent og pænt og rolig beliggenhed. Skal man finde noget der ikke er så godt, må det være morgenmaden. Den er virkelig kedelig.

Varenna er en lille dejlig charmerende by med masser af miljø, og et stille og roligt liv.

Der er et lille torv som er ganske hyggeligt, og så er der kyststien der strækker sig fra Villa Monastero og om til den anden ende af byen ved færgelejerne. Undervejs ligger der restauranter og barer, og det er her de forholdsvis få turister samles.

Turiststrømmen er nemlig ikke overvældende. Faktisk mærker man slet ikke byens turister andre steder end lige her i bugten ved barerne, cafe’erne og restauranterne. Der er stille og roligt i byen, og man kan sagtens gå hjem gennem byen sent om aftenen uden at møde ret mange mennesker.

Derudover er prisniveauet forholdsvis lavt i forhold til andre byer ved søerne. F.eks. koster en 0,5 Weissbier i Bellagio 9,- Euro. I Varenna på søpromenaden koster den 5,- og så serveres der masser af snacks til.

Prisniveauet på byens lækre restauranter er ligeledes forholdsvis lavt.

Fra Varenna kan der sejles til de fleste andre kystbyer.

Vi har i tidligere rejsebeskrivelser udråbt nabobyen Bellagio som en af de bedst beliggende byer i støvlelandet. Den overgås imidlertid med flere længder af Varenna. Her er udsigt til alle tre ”sø-arme.”

Der er masser af muligheder for vandreture i bjergene inden for kort afstand.

Vi prøvede en hel del spisesteder, cafeer og barer, og overalt blev vi mødt med venlig imødekommenhed og kvalitet.

Frokost/middag: Osteria Quattro Pass, Al Prato, Varenna Mon Amour, Il Cavatappi.

Drinks: Varenna Caffé.

Kaffe: Al Barilott (i udkanten af torvet).

De er alle til 5 stjerner.

Efter 4 nætter på dette dejlige sted, blev det flyttedag. Undervejs til Iseo-søen gjorde vi ophold i Bergamo Citta Alta. Det er en dejlig gammel bydel som ikke adskiller sig så meget fra f.eks. de gamle byer i Toscana. Hyggeligt og pænt, og moderate priser.

Hotel Riva Lago ved Iseo-søen er et super hotel med bedste beliggenhed på søbredden, fint poolområde med servering, søbadning, og den bedste morgenmadsbuffet vi har oplevet på et turisthotel i støvlelandet.

Fantastisk udsigt over have, poolområde og sø fra vores balkon.

Flinke medarbejdere over hele linien.

Bistroen serverer super fine lette retter middag og aften, men der er ingen egentlig restaurant.

Aircondition på værelset kan dog kun startes og slukkes fra receptionen, og kan max. køle 3 grader. Det duer jo ikke når der er 32 gr udenfor og solen bager lige ind på balkondøren, og det er slet ikke i orden for et 4-stjernet hotel.

Der kunne også godt have været 2 stole og et lille bord på altanen. Ellers er den jo ikke rigtig noget bevendt, når man f.eks. ikke kan sidde på den og nyde aftenen med en lille vino.

Byen Sulzano er en lille by med gennemkørselstrafik, og der sker absolut ingen ting. Der er et par restauranter som ikke får alt for gode anmeldelser. Vi prøvede dem ikke.

Kaffebar, pizza-bar og cafeteria ligger på hovedgaden med gennemkørselstrafik. Der er absolut ingen hygge og miljø.

Vi tog båden til øen Isola, lejede cykler, og cyklede øen rundt. Refugiet på toppen besøgte vi også. Det er en rigtig fin tur, som på det varmeste kan anbefales.

Af restauranter prøvede vi første aften Al Cacciatore som ligger i gå-afstand øverst i byen. Det var absolut ikke nogen god oplevelse. Stor restaurant fyldt med ivrigt talende Italienere, og mad på et rimeligt lavt plan. Vi fik stedets antipasti som var specialiteter fra søen. Bl.a. et par stykker alt for hårdt røget ørred, flere små hapsere i form af forskellige små fisk, som alle smagte af og var blandet med dåse-pickles, samt en klat grynet polenta med kvasede tørrede sardiner (med ben og det hele), på toppen. Som hovedret (primi) stedets specialitet, pasta med gås. Vi fik en kæmpe portion pasta (aldente) med en grå-brun hakket kødmasse. Det lugtede og smagte af kogt kød.

Vi prøvede også restaurant La Pernice længere oppe på bjerget (15 min til fods) . Her er det mor selv der styrer foretagendet, og det var absolut i orden. Tillige beliggende med en fantastisk udsigt over søen og Isola. Samme sted kan der lejes værelser med store terrasser mod søen. Det så rigtig godt ud.

På øen Isola fandt vi Hosteria MiLago, som vi også kan anbefale. Her serveres dejlige lokale retter, og der er der et herligt, næsten autentisk, miljø på havnefronten om aftenen, når alle "turisterne" er taget hjem.

Iseo-søen er lidt overset, og det er faltisk ikke så ringe endda, for så er der ikke så mange turister. Overalt var det let at komme frem, og bybilledet var helt klart domineret af lokalbefolkningen.

Hjemtur til München lufthavn på overfyldte Italienske motorveje, over Brennerpasset og gennem Østrig uden problemer. Turen afsluttedes i Erdingen, lige uden for München lufthavn, med frokost og Weissbier.

En dejlig ferie med nye gode oplevelser var slut.