Enhjørningen

I år var det så igen tid til at indvie en ung jæger i bukkejagtens hemmeligheder, og guide ham til hans første buk. Vores nabos søn Jens, skulle prøve bukkejagtens udfordringer, guidet af mig.
Han skulle selvfølgelig med hele vejen, så vi startede med et par ture, hvor han skulle være med til, at udvælge sin buk. Første aften så vi over tyve stk. råvildt, hvoraf de syv var bukke i forskellige aldre. Deraf to jagtbare voksne bukke, hvor den ene var en flot seksender, samt en kraftig buk med kun én stang på hovedet. Der hvor sidstnævnte gik, skød jeg for syv år siden en nøjagtig magen til. Der må være noget med generne i den ende af reviret.
Næste aften gentog det sig nogenlunde på samme måde. Dog dukkede der også en lille årsbuk op. Lille af krop og endnu ikke fejet. En afskudsbuk. Der var masser af råvildt.
I mellemtiden blev riflen skudt korrekt ind, med tre cm højskud på 100 m.
Den 16. om morgenen oprandt, og afsted gik det i god tid. Fremme på reviret tyve minutter før solopgang kunne vi dog konstatere, at dyrene allerede var ude.
Vi fik os dog listet frem til en hochsitz, hvor planen var at sidde den første time, og derefter starte en pürch, hvis der ikke skete noget. Det var den fine seksender jeg her havde i tankerne.
Vi så råer og små bukke, men en jagtbar buk udeblev helt.
Efter en time startede vi så pürchen. Målet var enhjørningen helt ude i den anden ende af reviret. Der var langt. Vinden var virkelig dårlig det første stykke. Efter 150 m pürch fik vi øje på to bukke bag et hegn. Den ene med en høj, lidt tynd opsats med korte sprosser. Seksender og sandsynligvis på retur. Og en årsbuk. Vi startede straks en omgående bevægelse, men de fik selvfølgelig vind af os, og fortrak til næste mark. Årsbukken forsvandt helt. Den var vi nu heller ikke interesseret i. Vi fulgte efter den tynde under bedst mulig hensyntagen til vinden, men det var ikke let. Den var hele tiden 200 m foran os, og viste sig kun i glimt. Til sidst mistede vi den. Troede vi.
Vi satte kursen mod et fældet skovstykke, for at få udsyn over en stor græsmark, hvor der ofte gik råvildt. Fem bukke har jeg nedlagt der på marken. Her gik en tromle tyk rå, og den var lidt fornærmet over vores indtrængning. Den sagde dog ikke ret meget, men var rigtig længe om at fortrække. Nå, videre efter at have inspiceret marken grundigt et kvarters tid.
Vi havde kurs mod en gennemgang i et levende hegn, og 20 m fra hegnet, skete der pludselig noget på den anden side. Det var den tynde som havde sat sig til rette dér, og nu blev forstyrret af os igen. Ja, det havde jeg ikke lige forudset. Jeg troede den var over alle bjerge. Sådan er bukkejagt jo. Der sker tit noget uforudset, uanset hvor erfaren og forsigtig man er. Den tog flugten i retning af et højt beliggende markhjørne som vi også ville passere under vores videre pürch. Fint, så ville vi møde den igen. Troede jeg.
Vi pürchede videre til markhjørnet, og blev stoppet af en rå vi ikke havde set. Den var ret utilfreds, og skældte slemt ud. Vi blev lidt på markhjørnet og nød udsigten. Den tynde så vi ikke mere til.
Så var det tid til direkte kurs mod enhjørningens territorie. Forsigtig fremrykning. 600 m i halvhøjt græs, hvor den så nemt som ingenting kunne sidde og sove, uden at vi ville kunne spotte den. Men frem kom vi uden uheld.
Forsigtig op og kigge over bakken. Og dér stod den. 100 m væk. Med hele bredsiden til stod den og nippede til bladene i bevoksningen.
Jeg vinkede Jens frem, og fik ham til at kigge. Han bekræftede, at han godt kunne skyde den derfra. Op med skydestokken, og den unge mand gik i stilling. Nu havde bukken bagdelen til os. Shit tænkte jeg, bare den nu ikke går ind i tykningen. Men den vendte artigt hele højre side til igen, og stod nu perfekt. “Skyd når du er rolig og klar. Husk dybt åndedrag og klem så stille til.” Fem sekunder efter gik skuddet, og bukken gik ned på stedet. Den hørte ikke skuddet, og endte sine dage ubekymret og pludseligt. Klokken var 7:32
Sådan skal det være. Det er pürchjagt når det er bedst.
Så skulle der kigges på schweiss, og tales om afstand og skuddets placering. Skuddet var lidt højt, men sådanne skud er momentant dræbende. Billeder blev der også taget, og så kursus i affangning med kniv, og opbrækning trin for trin. Den unge mand udførte selvfølgelig opbrækningen selv, efter mine anvisninger.
Og så det værste. 800 meter gennem halvhøjt græs op til kørevej. Det var sejt. Godt vi var to.
Bukken blev gemt godt, og så videre den sidste lille kilometer for at hente bilen.
I skrivende stund er det halvandet døgn siden bukken blev skudt, og vi er lige blevet færdige med slagtningen. Også udført af den unge mand efter anvisning.
Så nu er der kun kursus i trofæpræparering tilbage, men foreløbig er hovedet lagt i fryseren.
Således er Jens nu næsten igennem en grundlæggende praktisk indføring i de fleste faser før under og efter jagten, og nu er der bare tilbage, at samle erfaring.
Knæk og bræk fremover.