Østrig 2022

Efter at have talt om Østrig i mange år, men ikke turdet satse halvdelen af de 2-3 ugers sommerferie på det, kom turen til Østrig endelig. Vi har nu forladt arbejdsmarkedet, og kan tage afsted når det passer os, og når vejrudsigten på destinationen er passende. Det gik alt sammen op i en højere enhed fra 10. august, og otte dage frem.

Vi valgte i 2022 at dele opholdet i to.

St. Anton am Arlberg:

Her bookede vi fire nætter på familiehotellet Haus Acksteiner*** midt i byen. 

Vel ankommet til St. Anton am Arlberg, blev vi modtaget på Acksteiner af det flinkeste værtspar, Hannes og Antonella Acksteiner. Rundvisning og derefter kom bilen i garage. Acksteiner er et virkelig dejligt sted, forholdsvis nyrenoveret og lækkert, fint værelse, stort lækkert badeværelse, og udsigt til by og bjerge, køleskab på værelset, her mangler der virkelig ikke noget. Morgenmadsbuffeten er fin, og man kan få lige den slags æg man har lyst til. Værten kom på besøg hver dag under morgenmaden med råd og vejledning til dagens ture og udflugter.

Vi fik udleveret byens turistpas som bl.a. gav adgang til én dags gratis kørsel i alle lifte, rabat på cykeludlejning, guidede ture, og mange andre ting. Listen var lang.

Byen er vældig hyggelig. Der er ingen gennemkørselstrafik, og langs hovedgaden som er gågade, ligger den ene restaurant og butik efter den anden. Et virkelig dejligt sted, med masser al lokalt miljø, som vi helt sikkert kommer tilbage til.

Ture og udflugter:

Der er et hav af muligheder som fremgår af de udleverede brochurer, og værten fortæller og anbefaler gerne.

Vi var en tur på bjerget med Galzigbahn, og ville have fortsat til bjergtoppen Walluga med lift, men de pressede 32 personer ind i liften før afgang, så de stod som sild i en tønde. Det havde vi ikke lyst til, så vi gik en 5 km rundtur ved Galzig bjergstation, ”Rundwanderweg Mutspuren”. Der er vildt flotte wiew til bjergene over trægrænsen og turen er rimelig let.

En tur på bjerget med Rendlbahn, og en vandretur fra bjergstationen og opad. Helt vildt flot, ligeledes over trægrænsen.

Vandretur fra byen til Verwall-see. En tur på 12 km t/r. Verwallsøen er ikke ret stor, og faktisk ikke vandreturen værd. Vandreturen går i bunden af dalen og er egentlig en tur i en granskov. Tag i stedet bussen ud til søen, og tag på vandring derfra. Det gør vi næste gang.

En tur på Sonnenweg på Rodelalm under Galzigbahn. En tur på 6 km. Der er virkelig flot udsigt over dalen og St. Anton. Undervejs må man ikke snyde sig selv for frokost i Rodelhütte. Hvis muligt, så lav denne tur på en lørdag eller søndag. Det gjorde vi, og der havde de friske grillede landkyllinger over ild. De smagte helt fantastisk.

Restauranter:

Galzig Bistrobar, lige over for hotellet, blev vores favorit. Her fik vi fire gange aftensmad og en gang frokost. Alt hvad de serverede var virkelig lækkert. Friske varer, fint anrettet, veltilberedt og meget velsmagende. Og de flinkeste medarbejdere. Kan kun anbefales

Giggls bar og restaurant, beliggende på gågaden med fin terrasse. Her fik vi virkelig gode drinks både før og efter middag.

 

Turen til næste destination lagde vi igennem Zillertal og forbi Krimml vandfaldet. En virkelig smuk tur.

 

Wagrain:

Her havde vi booket fire nætter på Hotel Schattauer **** midt i byen. Ankomsten chokerede os dog lidt, da det viste sig at hotellet lå på byens mest befærdede hjørne med stærk gennemkørselstrafik. Det larmede som i en storby. Tillige med lugtede der af tobaksrøg på hele hotellet. Værelset var kæmpe stort og rent og fint, med loggia lige ud til den befærdede vej. Lyset på loggiaen kunne ikke slukkes, så vi skruede pæren løs. Morgenmadsbuffeten var udmærket, og der var æg efter ønske. Hotellets restaurant var dog lukket, helt i strid med oplysningerne på deres hjemmeside. Der var også meget få gæster, hotellets størrelse taget i betragtning.

Turistpasset kom pr. mail ved indtjekningen. Smart. Hotellet markedsfører sig som 4-stjernet, men efter vores bedste vurdering når det ikke engang tre stjerner.

Efter dagens udflugt på Grafenberg, besluttede vi, at afkorte vores ophold med to nætter. Dels grundet hotellet, som bestemt ikke levede op til forventningerne, dels grundet en uinteressant by med stærk gennemkørselstrafik, og meget få restauranter og handelsliv. Miljø og lækkerhed manglede fuldstændig.Vi måtte betale afbestillingspris for de to nætter vi tog tidligere hjem.

Det var både første og sidste besøg i Wagrain.

Ture og udflugter:

Første dag skulle vi en tur med lift på Grafenberg. Det blev dog ikke til noget, da liften kostede 59,- Eur. for to personer, EFTER fradrag af turistrabat (I St. Anton var det gratis en hel dag).

Så vandrede vi derop. Stor var skuffelsen da vi opdagede, at tre restauranter undervejs til toppen, Krapfenalm, Onkel Tom’s Hütte og Sonn-Alm, havde ruhetag halvdelen af ugen. Men så kom vi til Gasthof Höllenstein. De havde åbent. Men desværre serverede de kun for hotellets gæster. Allernådigst fik vi dog lov til, at fylde vore vandbeholdere, og receptionisten fortalte, at næste restaurant, Starchen Stadl havde åbent. Så fortsatte vi op til den. Den var også lukket.

Restauranter:

Hotel Wagrainerhof var den eneste restaurant på hovedgaden som havde åbent til både frokost og aften. Der var terrasse helt ud til vejen med gennemkørselstrafik, så man sad med diesel- og benzinos i næsen. Meget gennemsnitlig mad, men udmærkede pizza. Flink betjening.

Restaurant Bosek’s. Her fik vi den tørreste, mest gennemstegte og uinteressante burger vi nogensinde havde spist.

Alte Schmiede. Her fik vi aftensmad én aften. Det var meget gennemsnitlig østrisk mad i virkelig store portioner.

Tur/retur:

Vi gider ikke længere, at rase afsted, men tager lidt oplevelser med undervejs. Undervejs til Østrig spiste vi frokost i den fine gamle by Celle, og vi overnattede i Bayreuth på B&B Hotel Bayreuth. Super fint sted lige ved den hyggelige gågade med masser af restauranter og miljø. Fine værelser og venlige medarbejdere. Hotellet giver rabat på parkering i parkeringshuset lige ved siden af. Og så er det billigt.

Næste dag videre mod St. Anton, med frokost ophold i Rosenheim. Der ligger en filial af vores foretrukne italienske restaurantkæde i Tyskland, l’Osteria. De bedste pizzaer, og én er nok til deling for de fleste.

På hjemvejen satte vi kurs mod Leipzig, hvor vi overnattede på Motel One Nicolajkirche. Motel One er vores klare favorit i Tyskland når det ikke drejer sig om længerevarende ophold. Nyt, smart, lækkert designhotel, og de flinkeste medarbejdere. Og så er det forholdsmæssigt billigt. Det var vores 14. besøg hos hotelkæden.

Leipzig bør opleves, hvis man er til bymiljøer. Det er en typisk universitetsby med fantastisk mange store flotte bygninger, og et helt fantastisk miljø på de mange torve og pladser omkring den gamle rådhusplads. Absolut et besøg værd.