9. maj 03:30 afgang mod Polen. For tredje år i træk med Aurora Jagtrejser.
Jagtforeningsrevir Kolo Loweckie no. 9 Dzik, Ostrów, Tokarzew. 5000 ha som jeg skulle dele med Henning, som også var med sidste år. Helt fladt landbrugsland men med gode områder med mose, eng, skov og marginaljord.
Ved ankomsten fandt vi ud af, at der et eller andet sted var kludret i det, da foreningen kun havde ét dobbeltværelse i foreningshuset, og ikke de to enkeltværelser vi havde bestilt og betalt for. Én af os skulle så sove i køkkenet. Det gik jo ikke. En samtale med Aurora resulterede i, at vi meget hurtigt blev flyttet til hotel Dworek i den nærliggende by Ostrzeszów. Det var faktisk her det var meningen vi skulle have været indkvarteret. Her var der fine enkeltværelser til os. Super fint hotel og god mad.
Jeg er ikke til jagt fra bil eller fra hochsitz, og det blev hurtigt aftalt med min guide, Mike, at vi skulle pürche. Han var iøvrigt rimelig god til engelsk, og det letter jo både forståelsen og hyggen.
Afsted lørdag 18:00.
Første buk overraskede os lidt, da vi var undervejs i bil på en markvej til en mose. Den stod i langt græs under 100 meter fra markvejen. Godt forbi, parkere, og lydløst tilbage for at kigge om den stadig var der. Det var den. Under et minut senere var den gået til de evige jagtmarker. Den hørte ikke skuddet.
Meget høj ulige og kraftig seksender i sin bedste alder. God start.
Videre i bil til mosen, og pürch ned mod den. Her gik to råer og en fin buk. Lang og meget forsigtig fremrykning langs et hegn, indtil vi ikke kunne komme nærmere. Bukken var på vej mod krattet, så op med skydestokken og håbe på, at den ville vende siden til før den forsvandt. Det gjorde den, og et langt skud blev enden på dens liv. Fin halvgammel ulige seksender.
Videre i bil til nye områder. Vi fik øje på et par dyr langt, langt ude på en eng, og vi syntes, at den ene var en buk. Så videre til fods.
Da vi nærmede os engen, dukkede der flere og flere dyr op, og til sidst havde vi 12 stk råvildt gående foran os på engen. Råer, årsbukke, halvvoksne bukke og to gamle høje seksendere. Sidstnævnte forsøgte vi at pürche på, men det var yderst vanskeligt, da der jo hele tiden var mange øjne der holdt øje med omgivelserne. Pludselig begyndte de to store at bekrige hinanden, og de nærmede sig mere og mere. Da de var omkring 100 m fra os vendte den største siden til, og den gik ned på stedet for en god kugle. Høj, kraftig og regelmæssig seksender. En passende slutning på en lørdag aften.
Søndag morgen afsted 04:30.
Langt omkring, men der var ikke mange dyr ude. Temperaturen var også kun 2 gr. Mødte efterhånden en del råer og unge bukke.
Så en rigtig god buk midt ude på en mark. Alt for stor afstand, og ingen dækning og mulighed for at komme til skud. Vi kørte ned mod den, og stoppede da vi var under 100 m fra den. Den tog ingen notits af bilen. Det havde været let at åbne døren og skyde den. Men som nævnt indledningsvis, er det ikke sådan jeg går på jagt. Det reddede den livet ved.
Da vi senere passererede et ubeboet hus, så vi en rå og en fin buk stå bagved. Videre og parkere langt ude af syne, og tilbage til fods. De var der stadig, men havde anet uråd, og var trukket over mod skoven. Vi fulgte med. Bukken skulle dog lige se sig tilbage og vendte derved siden til. Det blev dens død, for et halvlangt skud. Super fin tudse-gammel buk. Måske 7 år. Fantastisk trofæ.
Søndag aften.
Rundt til mange lokationer, men ingen jagtbar buk at finde nogen steder. I mørkningen lokaliserede min guide en flot buk som han kendte, ved en mose. Vi pürchede den til ca. 140 m og tog et skud på den inden den forsvandt. Det blev en glat rund forbier. Ærgerligt, for det er nu ikke lige det jeg vil huskes for. Slut på aftenen.
Mandag morgen.
Næsten 10 gr varme, og mange dyr ude overalt. Vi prøvede et par pürch på bukke som ikke lykkedes, da der var råer som vi ikke havde opdaget.
Vi opdagede så hovedet af en pæn buk i en kornmark, ikke så langt fra en ejendom, hvor vi kunne parkere helt uset. Virkelig forsigtig pürch rundt om ejendommen, men stadig 150 m afstand og stadig kun hovedet synligt over kornet. Vi besluttede at gå lige på den gennem kornet. Vi kunne udnytte en lille niveauforskel, og kom ind på omkring 50 m. Op med skydestokken og vente på, at den ville blotte sig på en eller anden måde. Her ventede vi i over et kvarter, inden den blottede så meget af halsen at der kunne sættes en kugle. Fin ældre seksender.
Mandag aften.
Jeg havde sat mig for hjemmefra, at jeg ville skyde 5-6 bukke. Nu var jeg på 5, og der var stadig 3 jagter tilbage. Mike fortalte, at der var set en meget abnorm buk et bestemt sted. Om vi skulle prøve at satse på den? Det blev et ja herfra. Vi besøgte området, men fik den ikke at se. Videre til et nyt område, hvor vi tidligere havde set en del dyr. De var ude igen i aften. Parkere bilen, og afsted langs hegnet for at tage dem i øjesyn. Tre råer og en rigtig fin buk viste det sig at være. Men de må have anet uråd, for pludselig skiftede de tilholdssted, og vi pürchede bagefter gennem en kornmark. Desværre bragte de os i en situation, hvor der var huse i skudlinien, da vi langt om længe fik bukken på skudhold. Der passede det dem heller ikke at være, så de trak væk. Da der endelig var kuglefang, var bukken godt og vel 200 m væk. Det duer ikke. Og pludselig fik de travlt, og væk var de i fuldt spring. Vi fik også travlt, da et tordenvejr byggede sig op med lyn og regn. Vi nåede bilen i tørvejr, og da Mike skulle til at starte, krydsede bukken og råerne vejen 100 meter fremme. Ud igen, om bag hegnet lidt fremme, skydestokken op, og bum, der forendte bukken for en høj kugle på 80 m afstand. Og så kom regnen og tordenen.
De 6 bukke var nået, og jeg stemplede ud, trods ihærdige forsøg fra min guide på, at få mig til at skyde én mere. Nej, tirsdagen blev brugt til at sove længe og slappe af i den lille by.
Endnu en mindeværdig tur med god jagt og godt selskab var slut. Spændende hvad næste år skal bringe. Brunstjagt i august måske ?