Med bukkebussen til Oleśnica i Polen


Egentlig havde jeg for nogle år siden besluttet mig for, at nu havde jeg skudt bukke nok. Min forårsbuk har jeg således i flere år givet til unge mennesker, som gerne ville begynde på bukkejagten. Jeg har haft stor fornøjelse af, at introducere dem til pürchjagt, vildt- og trofæbehandling. Og det er dejligt at se, at mine anstrengelser har båret frugt.

Men, jægeren i mig er ikke død. Længslen efter spændingen og udfordringerne ved forårsjagt på bukken, begyndte at melde sig igen. Jeg har brækket, pelset og forlagt meget vildt, og afkogt tilstrækkeligt med trofæer, så det var ikke det. Men spændingen og udfordringerne ved jagten rykkede i mig.

Det måtte så blive bukkene i Polen der skulle holde for. Der var ikke rigtig nogen der ville med på sådan en tur, så jeg besluttede mig for noget helt nyt. Min trettende jagttur til Polen skulle være med bus, sammen med andre ligesindede. Aurora Jagtrejser blev kontaktet, og rejsen var en realitet. Fire dages jagt i Oleśnica området, og fire bukke af mellemstørrelse til fast pris. Jeg holder meget af mine trofæer, da de vækker mange oplevelser til live, men det er ikke afgørende for mig, at trofæerne er kæmpe store. Blot bukkene er voksne. Det gør jagten væsentlig mere udfordrende, når bukkene er fire år eller mere.

Desværre viste det sig, at der ikke var tilslutning nok til den store luksus-bus der skulle transportere os frem og tilbage, så vi blev alle spurgt, om vi ville acceptere minibus i stedet for. Da afrejsedagen oprandt, var der én minibus og én stor personbil til os tolv jægere. Jeg var så heldig, at få plads i personbilen. Otte personer med fuld bagage i en minibus er ikke videre behageligt på en 1000 km tur. Det var der også bred enighed om, men humøret var trods alt højt, og turen til Oleśnica gik fint.

 

Hurtig og smertefri indkvartering på det lille fine hotel Vis-a-Vis i udkanten af byen, klargøring til møde med vore guider, og første jagt om aftenen. Vi var fire mand på hotellet der delte 21.000 ha jagtterræn. De øvrige skulle til andre jagtområder.

Min guide var Hubert, og han ville selvfølgelig vide, hvad jeg havde lyst til at skyde. Svaret var tre-fire bukke i mellemstørrelse, i overensstemmelse hvad jeg havde bestilt hos bureauet. Primært pürch, men lidt hochsitz kunne også komme på tale, hvor det gav mening. Det mente han ville blive svært at nå på fire dage. Nu har jeg jo mødt en del jagtguider efterhånden, og er godt klar over, at man ikke altid skal tage for pålydende, hvad de siger. De snakker somme tider godt for deres syge moster. Men det var nu alligevel en lidt nedslående besked.

 

Men afsted på jagt på hans del af de knap 10.000 ha som jeg kunne gå på jagt på, lørdag aften. Det var et fantastisk terræn med enge, moser, småskove, marker og masser af marginaljord. Rigtig bukkeland. Første aften kørte vi meget rundt, og så en hel del unge bukke. Hubert talte flydende tysk, så snakken gik livligt. Han havde faktisk også boet 8 år i DK og arbejdet som traktormekaniker, så han forstod en del dansk.

På de 10.000 ha havde de en tildeling på 40 bukke årligt. De blev primært skudt af gæster, som alle kun ville skyde store bukke. Det var han lidt træt af, for det gik hårdt ud over bestanden af gode stærke bukke. Selv havde han ikke skudt et stykke råvildt i 20 år. Det var ikke noget for ham.

 

Søndag morgen startede vi med tre kvarter i en hochsitz, og derefter pürch på mange lokationer, men resultatet var det samme. Råer, enkelte med lam, og mange unge bukke. På et tidspunkt, da vi havde sporet os godt ind på hinanden, spurgte Hubert, om jeg ville prøve at have en anden som guide søndag aften. En ung mand midt i trediverne, dygtig jæger og med et godt kendskab til den anden halvdel reviret. Men uden andre sprogkundskaber end polsk. Det var helt frivilligt, og hvis jeg ikke mente han duede efter første aften, ville Hubert træde ind igen resten af dagene. Jeg indvilligede, da Hubert endnu ikke havde præsenteret én eneste voksen buk for mig.

 

Det blev søndag aften og Robert kom og hentede mig. Jeg opdagede snart, at han havde styr på tingene, men megen snak blev det jo ikke til. Vi startede aftenen med to timer i hochsitz på en stor eng, hvor der skulle gå to bukke. Dem så vi nu ikke noget til. Sent på aftenen kunne han vise mig en afskudsbuk, som han med tegn spurgte, om jeg ville skyde. Jeg tænkte, at det var tid til at åbne ballet, og nedlagde den ude på engen.

 

Mandag morgen igen med Hubert, og vi startede med en halv time i hochsitz, hvor han mente der skulle gå en ældre buk. Den så vi nu ikke. Vi aftalte at det var ham om morgenen og Robert om aftenen. Det var han glad for. Morgenen var resultatløs.

Hubert har sammen med sin søn et opdræt af araberheste, og han tilbød en jagttur på hesteryg. Hestene er skudstærke, men desværre er jeg ikke rytter, og bliver det aldrig. Ellers kunne det være en super oplevelse og en fantastisk måde at pürche på, da vildtet slet ikke er bange for hest med rytter.

 







Mandag aften med Robert. Vi gik til en eng med en hochsitz, hvor vi skulle sidde en time. Robert skulle lige træde af på naturens vegne da vi kom til hochsitzen, og gav tegn til mig, at jeg bare kunne gå op. Halvvejs oppe ad stigen øjnede jeg en pæn seksender 60-70 m ude i det lange græs. Skud var umuligt fra min position. Forsigtigt videre op og gøre klar. Væk var bukken. Vi satte os til at kigge og vente. Måske havde den sat sig i det lange græs, måske var den gået i skoven.  Efter tyve minutter rejste den sig pludselig, og jeg skød den der hvor hals og krop mødes. Det var næsten for let. Men ingen tid at spilde. Jeg tog tid da han brækkede den. Tre min. og fyrre sek. Videre med højt tempo mellem områderne hvor vi pürchede ganske forsigtigt. Mange unge bukke og råer.

Sent på aftenen pürchede vi ud til et stort engområde gennemskåret af afvandingskanaler. Akkurat som vi kom, var en stor ældre buk undervejs ud i området. Et spørgende blik til Robert blev besvaret med et nik og et smil. Frem i position, op med skydestokken og sigtet hen på bukken som gik bag ved de eneste høje tuer på hele den kæmpestore eng. Pludselig var der ophold mellem tuerne, og her endte bukken sine dage for et langt skud. Vi var begge glade, og nu kom udfordringen med at komme ud til bukken uden at skulle gennem knæhøjt vand i kanalerne. Men det lykkedes efter en lang omvej, og dermed var en dejlig aften med to bukke slut. Robert indkasserede for tredje gang 20 Euro i drikkepenge.

 

























Tirsdag morgen ud igen med Hubert. Han var ikke utilfreds med mine gode resultater sammen med hans unge kollega, men jeg fornemmede, at jeg kunne spore en begyndende nervøsitet for ydmygelse, hvis han ikke kunne anvise mig en buk. Det var jo ham der var mesteren, som vidste og kunne alt….

Vi kørte nye veje i den gamle Nissan Patrol med de store hjul, og pludselig var vi i et område, hvor vi aldrig havde været før. Mystisk, for han havde ellers forsikret mig, at jeg havde været over hele reviret. Men her var der bukke. Vi startede med at støde en rigtig fin buk. Tilsyneladende ikke særlig gammel, men høj og kraftig. Den gik længe rundt inden for skudvidde, men helt uden kuglefang. Da den var væk pürchede vi stille videre til næste eng.

Her opdagede vi pludselig ryggen af et dyr i det lange græs. Kigge, kigge, og pludselig løftede den hovedet og afslørede en virkelig pæn opsats med seks ender. Afstand under 100 m. Op med skydestokken og vente til der blev passage gennem græsset. Det skete 3-4 min. efter, og her fik den en velplaceret bladkugle. Væk var den i fuld fart mod krattet 20 m væk. ”Scheisse,” kom det fra Hubert. ”Det var en forbier.” Det kunne jeg nu forsikre ham om, at det ikke var. Pludselig fandt han hår, og det mente han bekræftede hans påstand om et lavt strejfskud. Så kom lige her og se sagde jeg, og det gjorde han så. Lungerne var blæst ud over en hel kvadratmeter. Bukken lå 10 meter inde i krattet. Jubel og glæde, og jeg kunne meddele, at med fire bukke var jagten nu forbi for mig. Han gjorde hvad han kunne for at lokke mig til en mere, men jeg takkede for tilbuddet og afslog.
























Da vi var tilbage ved bilen for at køre ned og hente bukken, poserede den første buk på under 150 m afstand fra bilen. Den skal du også have tryglede Hubert. Jeg takkede og afslog. Jeg var færdig. Og der var jo heller ikke meget jagt og spænding ved, at stå ud af bilen, sætte skydestokken op og skyde bukken.

I stedet for, brugte vi morgenen på at besøge ham der samlede dyrene sammen i kølehus, og ham der præparerede trofæerne. Flinke og hyggelige mennesker. Et glas hjemmelavet honning fra Huberts bier blev det også til.

Tirsdag aften og onsdag morgen holdt jeg fri og sov længe.

Ialt gik vi omkring 43.000 skridt på pürch, hvilket nok svarer til mindst 25 km. Man kommer ikke sovende til bukkene i Polen.

 

En dejlig jagttur var til ende, og minderne om udfordrende jagt og samvær med de gode hyggelige kollegaer Hans Ole, Lars og Rasmus, med grin og røverhistorier under parasollen på plænen, står nu i kø for at deles med venner og bekendte.

Jeg glæder mig til næste gang. Måske brunstjagt i august næste år…..