Fra Havnbjerg strand til Naldmose strand ved Fynshav. En lang tur på ca. 25 km t/r på grusvej, trampesti, skovvej, og et par stykker strand. Let rute.
Der er en del fine steder med bord og bænke til ophold undervejs,
og turen t/r egner sig fint til en dagstur med rygsæk og proviant.
Start f.eks. fra parkeringspladsen ved Havnbjerg Strand, og gå mod syd ad grusvejen som følges knap to km til Karlsminde. Herfra er der stier, mark- og
skovveje langs vandet næsten resten af vejen. Fortsæt forbi det gamle fyrtårn ved revet Tranerodde, videre mod Torup, Nygaard, Fladbæk, og Fjordmosen. Fra Fjordmosen følges Alsstien mod Taksensand fyrtårn. Et stykke før
Taksensand fyrtårn svinger vejen til højre ind i skoven. Man kan vælge at følge den, eller følge stranden hen til fyret. Strandruten er noget kortere og kønnere, men også lidt mere besværlig. Gå op
på stien igen lige efter fyret. Herfra er der ca. 1,5 km til Naldmose camping, hvor turen ender.
Del siden